Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Hvad er mrsa?

Læs om mrsa-bakterien, der er blevet konstateret hos tre nyfødte på Næstved Sygehus.

/ritzau/

Fund af mrsa hos tre nyfødte på Næstved Sygehus har medført, at afdelingen for for tidligt fødte og syge børn lukkes midlertidigt.

Læs om bakterien her:

* mrsa står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus. På dansk betyder det methicilinresistente stafylokokker.

* Stafylokokker er en naturlig del af bakteriefloraen hos cirka halvdelen af alle mennesker, og man kan ikke mærke, om man har stafylokokker for eksempel i næsen eller på huden.

* Det særlige ved mrsa er, at de er en type stafylokokker, der er resistente over for en række antibiotika, som ellers er standardbehandlingen mod stafylokokker.

* Blandt andet er de resistente over for methicillin, der er i familie med almindeligt penicillin.

* En rask person har kun lille risiko for at blive alvorligt syg af mrsa, men bakterien kan medføre betændelser, eksempelvis bylder og børnesår.

* Personer, der i forvejen er syge eller svækkede, har større risiko for at få alvorlige infektioner.

* En særlig variant af mrsa kaldes husdyr-mrsa eller mrsa CC398.

* Den rammer primært mennesker, der arbejder med levende svin.

* mrsa er et stigende problem både i Danmark og udlandet.

* I perioden 2007 til 2014 er antallet af personer smittet med alle typer mrsa steget fra 662 i 2007 til 2964 i 2014.

* For mrsa CC398 har stigningen været fra 14 personer i 2007 til 1224 i 2014. Disse tal indeholder også de personer, som bærer bakterien uden at være syge.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut.

Artiklens emner
Mrsa