JP-tegner vinder fornem pris
Syrien-tegning indbringer Niels Bo Bojesen stor FN-pris.
For første gang nogensinde har en dansk tegner vundet en fornem pris i FN.
Niels Bo Bojesen, der tegner for Jyllands-Posten, har vundet udmærkelse ved FN’s årlige pris til verdens bedste politiske satiretegning, The United Nations/Ranan Lurie Political Cartoon Award 2016.
Dermed er han blandt de 11 bedste i hele verden, og han står bl.a. side om side med en af USA's største tegnere, Mike Luckovich.
Niels Bo Bojesen har valgt en svær genre – nemlig den helt ordløse, påpeger Erik Petri, der er bestyrelsesmedlem i Danske Tegnere.
»Han er så skarp en visuel kommunikator, at han kan få budskabet videre, uden at der bliver brugt ord. Det er imponerende,« siger Erik Petri.
Som bladtegner bliver man tit mødt med spørgsmål om ytringsfrihed, så det er fedt, at det netop i FN-regi bliver ankerkendt, at der er noget samlende i min tegningNiels Bo Bojesen, bladtegner for Jyllands-Posten
Hvis Niels Bo Bojesen skulle tegne oplevelsen af at modtage prisen, ville han dog være nødt til at ty til ord.
»Så skulle det være en taleboble med et kæmpe TAK,« siger han.
Niels Bo Bojesen får prisen, der blev indstiftet i 2005 af den kendte amerikanske satiretegner Ranan Lurie, for en tegning af fredsforhandlingerne om Syrien. De komplicerede forhandlinger viser han med et timeglas, der illustrerer, at forhandlingerne gik i stå.
»Der blev ved med at være kamphandlinger, og det kan vises ret enkelt, ved at der bliver bombet. At vold og krig sætter sig som en prop i forhandlinger,« siger han, der er »meget, meget glad for anerkendelsen«.
»Der har været ret meget blæst om vores fag, og så er det rart, at der også kan komme god omtale. Som bladtegner bliver man tit mødt med spørgsmål om ytringsfrihed, så det er fedt, at det netop i FN-regi bliver ankerkendt, at der er noget samlende i min tegning - frem for splittende,« siger han.
Bladtegnernes rolle har stået centralt flere gange i løbet af de seneste år - særligt da Jyllands-Posten i 2005 trykte de berømte Muhammed-tegninger, og da det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev udsat for et terrorangreb i 2015.