Fortsæt til indhold
Indland

Dansk forskning har international gennemslagskraft

Danmark er nummer tre på listen over OECD-landenes evne til at få forskning citeret andre steder.

/ritzau/

Der bliver læst, citeret og lyttet, når danske forskere udgiver videnskabelige artikler om deres forskning.

Dansk forskning er noget af den mest citerede forskning i medlemslandene af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Det viser Forskningsbarometer 2016, der er en årlig opgørelse over kvaliteten af dansk forskning. Den udgives af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Danmark ligger nummer tre på listen over lande, hvis forskningsudgivelser citeres mest. Foran Danmark ligger Island og Schweiz.

Det er især dansk forskning i medicin, sundhed og ingeniørvidenskab, der trækker op.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) skyldes resultatet, at Danmark prioriterer forskning højt.

- Det er forskningen, der skal være med til at bringe os godt ind i fremtiden. Derfor er det også helt afgørende, at dansk forskning har høj kvalitet og kan bruges af andre forskere og af erhvervslivet, siger han i en pressemeddelelse.

Forskningsbarometeret peger dog også på problemer.

For mens Danmark er det land, hvor der bruges flest penge på forskning i den offentlige sektor målt i procent af bruttonationalproduktet, er Danmark nede på en plads som nummer 11 i forhold til investeringer i forskning i den private sektor.

Det er en udfordring, lyder det i pressemeddelelsen fra Søren Pind.

- Det er erhvervslivet, der driver væksten i Danmark, og derfor er det også vigtigt, at erhvervslivet selv investerer i forskning og udvikling.

- Både virksomhederne selv og samarbejdet med universiteterne skaber arbejdspladser og vækst i kraft af den forskning, som vi er så gode til, siger han.

Hos Dansk Industri (DI) mener man, at der skal satses mere på teknisk videnskab, hvis erhvervslivets investeringer i forskning skal øges.

- Hvis vi skal have løftet erhvervslivets investeringer i forskning, kræver det, at vi satser mere på teknisk videnskab, som er det, erhvervslivet efterspørger, siger underdirektør Charlotte Rønhof i en skriftlig kommentar.

Hun mener også, at staten bør skrue på andre knapper for at øge samarbejdet mellem virksomheder og den offentlige forskning.

- Vi ser desværre også faldende statslige investeringer til ordninger som Innovationsfonden og Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

- Her er der brug for øget investeringer, for den slags bygger bro mellem den offentlige forskning og virksomhederne, siger hun.