Forlod Danmark i gråd: Japansk studerende udvist

Satomi Kobayashi har betalt mere end 100.000 kr. for at studere i Danmark, men myndighederne har udvist hende med den begrundelse, at hun ikke primært ville blive i landet for at studere.

Artiklens øverste billede
En 29-årig japansk studerende har betalt over 100.000 kr. for at studere i Danmark. Alligevel er hun blevet udvist. Foto: Christian Klindt Sølbeck.

Den 29-årige Satomi Kobayashi har betalt over 100.000 kr. af egen lomme for et års studier på VIA University College i Birk. Alligevel har japaneren fået afvist en ansøgning om opholdstilladelse, fordi myndighederne ikke troede på, at hun var i Danmark med det primære formål at studere.

Afgørelsen vækker harme hos Konstantin Lassithiotakis, der er direktør for VIA Business, Design & Teknologi, hvor Satomi Kobyashi studerede til designteknolog. Han kalder hende »en mønsterstuderende«.

»Hun er dedikeret og flittig og bruger kun sin tid på at studere. Så jeg kan ikke forstå vurderingen. Hun er lige præcis den slags studerende, som vi gerne vil have mange flere af,« siger han og fortæller, at Satomi Kobayashi nu har forladt landet.

»Hun turde ikke andet, for hun skulle ud inden i morgen. Så hun har skyndt sig at købe en billet, og så forlod hun landet i gråd i følgeskab med nogle medstuderende, som var lige så kede af det.«

Jyllands-Posten har ringet til Satomi Kobayashis danske telefonnummer, men der er ingen forbindelse. Den nu forhenværende studerende har tidligere udtalt til TV Midt/Vest, at hun ikke kan acceptere afgørelsen:

»Jeg har selv betalt det hele. Jeg kan ikke finde nogen grund til, at de giver mig afslag,« sagde hun søndag.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration begrunder afgørelsen med, at Satomi Kobayashi i forvejen har en bachelor i økonomi fra et japansk universitet og dermed vil læse på et »uddannelsesmæssigt lavere niveau« i Danmark. Derfor tror styrelsen ikke på, at den 29-årige japaners primære mål med at blive i landet er at studere - i stedet er vurderingen, at hun øjner en opholdstilladelse.

Til Herning Folkeblad har Satomi Kobayashi tidligere sagt, at hun gik ned med stress i Japan og derfor besluttede at tage en helt ny uddannelse.

»Jeg har altid gerne villet arbejde med mode. I Japan ses Danmark som et førende land inden for mode, og jeg ville gerne lære og videreudvikle den danske modebranche, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville læse til designteknolog,« har hun udtalt til avisen.

Derfor rejste hun til Danmark, hvor hun fik en midlertidig opholdstilladelse og begyndte på Skals Design og Håndarbejdsskole. Men da opholdstilladelsen skulle forlænges, kunne det altså ikke lade sig gøre.

»Jeg havde ikke troet, at de ville afvise min ansøgning, når jeg selv betaler alt og forsøger mig selv,« har hun sagt til Herning Folkeblad.

Direktøren for VIA Business, Design og Teknologi, Konstantin Lassithiotakis, undrer sig også over, at myndighederne smider en meget dygtig studerende ud af landet, når politikerne samtidig taler om, hvor vigtigt det er at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

»Hun betaler selv for sin uddannelse og har ikke ret til SU, så det koster ingenting for staten. Omvendt giver hun valutaindtægter og vil senere biddrage til arbejdsmarkedet. På den ene side arbejder vi for at tiltrække flere af den slags studerende, og på den anden side afviser vi dem. Det er ikke fornuftigt,« siger han og fortsætter:

»Jeg havde gerne set, at styrelsen havde taget en dialog med os for at høre vores syn på sagen.«

Styrelsen for International Rekruttering og Integration vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler generelt om at inddrage uddannelsesinstitutioner:

»Som udgangspunkt er uddannelsesinstitutionen ikke part i en sag, hvor en udlænding søger om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af studier i Danmark. Styrelsen for International Rekruttering og Integration inddrager dog uddannelsesinstitutionerne, hvor vi vurderer, at det er relevant. Henvendelser til uddannelsesinstitutionen omhandler dog primært, om den studerende er optaget på uddannelsen og har betalt det nødvendige gebyr,« skriver styrelsen i en kommentar.

Samtidig lyder det, at man godt kan afvise en studerende, selv om der som i tilfældet med den japanske studerende er betalt penge for at gå på en uddannelse.

»At en udenlandsk studerende har betalt sin studieafgift og er optaget på den uddannelse, der søges om opholdstilladelse til, er en grundlæggende betingelse, der skal være opfyldt, før der kan gives opholdstilladelse. Selvom en udenlandsk studerende har betalt studieafgift og er optaget på den uddannelse, der søges om opholdstilladelse til, kan der gives afslag på ansøgningen. Dette kan ske, hvis styrelsen vurderer, at der er en vis formodning for, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.