Professionshøjskoler: Umuligt, at besparelser på over 1 mia. ikke vil betyde fyringer og ringere uddannelser
Skoleledere er uenige med uddannelses- og forskningsministeren, der siger, at sparemål kan opnås ved at spare på bygninger og administration.
De professionshøjskoler, som blandt andet uddanner landets pædagoger, lærere og sygeplejersker, skal gennemgå besparelser på 1,2 mia. kr., hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget.
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) tror, at mange af pengene kan findes ved at spare på bygninger og administration. Men det bliver umuligt at undgå fyringer, mener Danske Professionshøjskoler.
Vedtages finanslovsforslaget tvinges professionshøjskolerne til at spare to procent om året frem mod 2020.
Uddannelses- og forskningsministeren sagde i en spørgetime i Folketinget:
»(...) på andre uddannelsesinstitutioner forventer man at kunne hente betydelige gevinster på anden måde end ved at nedlægge stillinger. For eksempel ved at drive bygninger og indkøb mere effektivt. Det tror jeg også, at man ville kunne på professionshøjskolerne. Der er med andre ord mange håndtag at skrue på.«
Men i Magisterbladet redegør Harald Mikkelsen, rektor på VIA University College og formand for Danske Professionshøjskoler, for, hvorfor det efter Danske Professionshøjskolers mening ikke kan lade sig gøre.
»Når virkeligheden er, at ca. 70 procent af vores omkostninger går til personale, og vi samtidig har en bygningsdrift, der skal fungere, så kan det ikke undgås, at besparelserne fører til personalereduceringer. Og hovedparten vil ske på undervisersiden, fordi det er der, hovedparten af lønomkostningerne ligger,« siger han til Magisterbladet.
Ifølge Danske Professionshøjskolers beregninger skal personalet på landets professionshøjskoler reduceres med 7-800 medarbejdere frem mod 2020. Det svarer til omkring hver 10. medarbejder.
Harald Mikkelsen forklarer dog, at det tal ikke er lig med antallet af deciderede afskedigelser.
»En del af de besparelser vil kunne findes ved ikke at genansætte medarbejdere, som er ansat på kortere kontrakter, samt ikke at ansætte nye medarbejdere, når gamle går på pension. Men tallet er også så højt, at det selvfølgelig ikke kan undgås, at besparelserne vil resultere i reelle afskedigelser,« siger han til Jyllands-Posten.
Hans Beksgaard, lektor på professionshøjskolen UC Syddanmarks læreruddannelse og formand for alle underviserne på professionshøjskolerne i Dansk Magisterforening, mener, at besparelserne uundgåeligt vil have indflydelse på kvaliteten af undervisningen.
»Langt størstedelen af sektorens udgifter er løn til undervisning, og derfor kommer besparelserne til at betyde større undervisningshold, mindre feedback til studerende og ringere mulighed for underviserne til at deltage i forsknings- og udviklingsaktiviteter. Det drejer sig om over en milliard summeret fra 2016 til 2020, og det kan derfor ikke undgå at betyde dårligere uddannede pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere i de kommende år,« siger han til Magisterbladet.
Hans Beksgaard forholder sig uforstående over for uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs' udlægning, hvor hun forklarer, at mange besparelser vil kunne gøres på bygninger og administration.
»Den måde, ministeren udtaler sig på, tyder ikke på, at hun har forståelse for, hvordan situationen er på professionshøjskolerne,« siger han.
Jyllands-Posten har uden held forsøgt at få et interview med uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs. Hun har dog fremsendt et skriftligt svar:
»Hele den offentlige sektor skal løbende effektivisere – det gælder også de videregående uddannelser. Sådan har det været i mange år inden for andre offentlige områder. Det er op til institutionerne, hvordan de vil løse opgaven, og jeg ved, at det ikke er nogen nem opgave.«
»Vi har set eksempler fra andre videregående institutioner på, at det er muligt at effektivisere driften og samtidig værne om kerneopgaven. Jeg har tillid til, at ledelserne på skolerne arbejder for at gøre tingene mere effektivt og for at fastholde en høj kvalitet i uddannelserne,« skriver ministeren til Jyllands-Posten.