Hver tredje gymnasieelev føler sig ulykkelig
Hver tredje gymnasieelev har inden for de seneste 14 dage følt sig deprimeret, nedtrykt eller ligefrem ulykkelig. Gymnasieelevernes formand taler om, at der er opstået en perfekthedskultur.
Det er blevet sværere at være ung. I hvert fald svarer en større andel af landets gymnasieelever, at livet er svært i en sådan grad, at de i løbet af de seneste 14 dage har følt sig både deprimerede, nedtrykte og endda ulykkelige.
Det fremgår af en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, som med jævne mellemrum kortlægger unges sundhed. I alt 71.000 unge deltog i den seneste udgave.
Det er bekymrende, at flere unge i dag trives dårligt. Vi ved ikke, hvad der er sket, og hvorfor udviklingen er gået den forkerte vej.Janne S. Tolstrup, professor ved Statens Institut for Folkesundhed
I 1997 svarede 23 pct. af gymnasieeleverne, at de havde været deprimeret inden for de seneste 14 dage. I 2013 var den andel steget til 35 pct. Samtidig svarede 12 pct. af eleverne i 1997 at de i løbet af de seneste to uger havde oplevet ængstelse, nervøsitet, uro og angst. I 2013 var den andel steget til 23 pct.
Janne S. Tolstrup, professor ved Statens Institut for Folkesundhed, konstaterer, at der bliver talt meget om unges mentale sundhed:
»Nu kan vi så med vores analyse konstatere, at flere elever på gymnasier og hf rent faktisk har fået det værre. Det er bekymrende, at flere unge i dag trives dårligt. Vi ved ikke, hvad der er sket, og hvorfor udviklingen er gået den forkerte vej. Vi kan kun konstatere, at der altså er dokumentation for, at flere unge oplever at have psykiske symptomer end tidligere.«
Martin Thing, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, siger, at der er opstået en perfekthedskultur.
Konkurrerer med hinanden
»I den konkurrerer man med hinanden om at få de gode karakterer, adgang til de rigtige studier, og der skal man igen have de bedste karakterer. Man konkurrerer med hinanden om at få det gode liv,« siger gymnasieelevernes formand.
»Der er ikke længere en stemning af, at det hele nok skal gå. Det er ikke længere godt nok at være middelmådig, man skal være perfekt,« siger Martin Thing, som vurderer, at den nye karakterskala, 12-skalaen, er en del af forklaringen.
»Tidligere var det meget svært at få topkarakter, altså 13. I dag er det reelt muligt at få 12 i nærmest alle fag, og det har udløst en kultur, hvor mange stræber efter det perfekte karaktergennemsnit, fordi det er muligt.«