*

Indland

Transportministeren kritiserer åbning af Silkeborgmotorvej

Åbningsceremonien af den nye motorvej i Silkeborg var for dyr, konkluderer Hans Christian Schmidt.

Nye tal viser, at statens regning for åbningen af Silkeborgmotorvejen løb op i mere end en million kroner. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Åbningen af Silkeborgmotorvejen blev døbt "Danmarks største vejfest". Og stor blev den. Også for stor mener transportministeren, Hans Christian Schmidt (V).

I et Folketingssvar kritiserer ministeren Vejdirektoratets brug af offentlige midler på åbningsdagen den 11. september 2016. 

»Uanset, at Silkeborgmotorvejen er et projekt af en helt særlig karakter, så er størrelsen af de samlede udgifter i relation til indvielsen løbet op i et omfang, som ikke er tilfredsstillende,« skriver Hans Christian Schmidt i Folketingsvaret.

"Danmarks største vejfest" foregik i fire dage fra den 8. til den 11. september. I løbet af dagene var der kongeligt besøg, gratiskoncerter, cykel- og motionsløb og meget andet. Åbningen blev arrangeret i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune, DGI og Vejdirektoratet. Se programmet for "Danmarks største vejfest" her.

Vejdirektoratets udgifter i forbindelse med åbningsdagen:

Planlægning og styring før og under arrangementet: kr.353.693

Indretning afpladsen, toiletter, skiltning m.m.: kr. 226.829

Scene til børneteater: kr. 61.409

Aktiviteter på festplads: kr. 125.665

Indretning ved "snoreklip", herunder storskærme, lyd m.m.: kr. 239.350

Vagter, politihjemmeværn, beredskab m.m.: kr. 134.410

Ialt: 1.141.356 kroner.

Vejdirektoratet stod for arrangeringen af den officielle åbningsdag, hvor kronprins Frederik blandt andet skulle klippe snoren til Silkeborgmotorvejen for at erklære motorvejen for officielt åbnet. Udgifterne for den officielle åbningsdag løb for Vejdirektoratet op i 1,15 million kroner.

Det fik efterfølgende Hans Christian Schmidt til at henvende sig til direktør i Vejdirektoratet, Jens J. Holmboe, for at drøfte udgifterne.

»Jeg har sagt til direktøren: "Det her er i hvert fald ikke i orden, og det kommer ikke til at ske igen", og det var han i øvrigt fuldstændig enig i,« fortæller transportministeren til Danmarks Radio.

Folketingssvaret er en respons på det spørgsmål, som trafikordføreren fra Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, stillede ministeren den 13. september få dage efter åbningen. Kim Christiansen ville vide, hvad det havde kostet at indvie Silkeborgmotorvejen, og hvem der har finansieret det. Og efter at have fået svaret er han overrasket over de store offentlige udgifter.

»Det her er svineri med skatteborgernes penge. Vi er i en tid, hvor vi sådan set godt kan bruge pengene på vejprojekter eller anden form for infrastruktur. Så ligner det ikke noget at bruge 1,1 million på at indvie en motorvej,« siger han til DR. Det er Hans Christian Schmidt til dels enig i.

Efter få dage med trafik: Nabo til motorvej føler sig snydt

»Man får jo ingen veje for 1,1 million, men det er ligegyldigt. For 1,1 million er i min verden et stort tal,« siger Hans Christian Schmidt.

Kim Christiansen er dog glad for ministerens håndtering af sagen. Og han mener, at sagen bør få konsekvenser for de medarbejdere i Vejdirektoratet, der har stået for arrangeringen.

»Hvis jeg havde taget lignende dårlige beslutninger ude i det private erhvervsliv og smidt 1,1 million direkte ud af vinduet, så kunne det godt være, jeg skulle finde et andet job,« siger Kim Christiansen.

En af de medarbejdere, som Kim Christiansen hentyder til, er Søren Andersen, der er områdechef i anlæg og drift i Vejdirektoratet. Han er ansvarlig for alle de store anlægsprojekter vest for Storebælt, og han erkender, at udgifterne blev for store til åbningsdagen.

»Vi må bare erkende, at det blev dyrere end forventet, da interessen for arrangementet overraskede os. Vi var nødt til at give alle 10.000 fremmødte mennesker en god oplevelse,« siger Søren Andersen til Jyllands-Posten.

»At det blev så meget dyrere er ikke i orden, og det tager vi til efterretning, så vi kan angribe det på en anden måde i fremtiden,« siger Søren Andersen og oplyser, at Vejdirektoratet havde regnet med at bruge »et par hundrede tusinde kroner« på åbningsarrangementet. 

I alt mødte 10.000 mennesker op på åbningsdagen, mens cirka 50.000 deltog i løbet af de fire dage, som Danmarks største vejfest strakte sig over.

For eftertiden vil Vejdirektoratet undgå arrangementer med lignende omfang, forklarer Søren Andersen.

»Vi vil stadig lave folkelige arrangementer for de lokale for at markere, at der er kommet en vej, der giver vækst og god fremkommelighed. Der er som regel mange lokale, der gerne vil bakke op om det, og det vil vi holde fast i. Men vi vil vurdere skalaen i det, så vi ikke ender i denne situation igen,« siger Søren Andersen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debatindlæg: Regeringen svigter E45
Ib Christensen, fhv. folketingsmedlem og eupaparlamentsmedlem, Gørtlervej 26, Randers
Den nu afgåede transportminister Hans Christian Schmidt forsøger i JP Aarhus 28/11 at forsvare den faktiske nedprioritering af E45 (bortset fra den nødtørftige udbygning af strækningen mellem Aarhus Syd og Skanderborg Syd).
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her