Vidner: Politiet skød, anholdt og udøvede førstehjælp til mistænkt
Efter anholdelsen fik den mistænkte førstehjælp på stedet af politiet, fortæller vidner.
Den formodede gerningsmand til en skudepisode på Christiania onsdag aften blev anholdt i Kastrup torsdag morgen. Politiet skød den mistænkte, hvis tilstand beskrives som kritisk.
Ekstrabladet.dk har talt med vidner til anholdelsen.
»Det lød nærmest som en salve på fem-seks skud,« fortæller et vidne til avisen.
»Det lignede helt klart, at de kæmpede for at redde ham, efter at han var blevet skudt,« siger han.
Vidnet siger samtidig til Ekstra Bladet, at han umiddelbart efter anholdelsen kunne se, at der lå en pistol tæt på den mistænkte, som lå på jorden.
Et andet vidne fortæller Ekstrabladet.dk, at politiet udøvede førstehjælp efter anholdelsen.
»Man kunne godt se, at han bevægede sig, mens betjentene var omkring ham og prøvede at yde førstehjælp,« siger han til Ekstrabladet.
»Da folk så småt begyndte at kigge ud af vinduerne, slæbte de ham ind i den nærmeste opgang, og kort efter blev han så kørt væk fra stedet i en ambulance med politieskorte,« siger han.
Anholdelsen fandt sted i området Vinkelhuse i Kastrup på Amager.