Fortsæt til indhold
Indland

»Billederne bliver byttet som var de Pokémon-kort«

19-årige Elise Harritz er et af de seneste ofre for såkaldt hævnporno. Et fænomen, som skriver sig ind i en eksplosiv udvikling af deling af intime videoer og billeder på internettet.

»Jeg græd simpelthen så meget. Jeg ringede til politiet, som sagde, at jeg blev nødt til at dukke op fysisk, for at de kunne hjælpe mig. Da jeg dukkede op fik jeg at vide, at det ikke var deres afdeling, og at jeg måtte tage til Aalborg.

Til gengæld kunne politiet sende en rapport, og jeg har fået en sagsbehandler gennem det. Men jeg fik også at vide, at der ville gå tre måneder, før politiet ville tage min sag op. Mindst tre måneder.«

19-årige Elise Harritz er blot en af flere unge piger, som de seneste år har anmeldt en sag om deling af intime billeder på internettet.

Det går ud over en masse piger, men også nogle drenge. Det er sørgeligt og synd. Og så er det grænseoverskridende. Man føler en form for magtesløshed.
Elise Harritz, offer for hævnporno.

Den unge blogger havde uploadet sine billeder til en personlig mappe hos Apple, men i juli måned fik den unge blogger sig en ubehagelig overraskelse. Hun modtog en e-mail om, at der var ændret noget med de loginoplysninger, som hun skulle bruge for at få adgang til mappen.

Ti minutter senere var hendes koder til både Facebook, Instagram og Snapchat ændret, og der var indsat et link på Elise Harritz’ Instagram-profil. Hun var blevet hacket.

»Trykker man på det link er alle mine billeder tilgængelige og også en del oplysninger. Der er også en hel A4 side, hvor der står ”jeg har hacket Elise Harritz” og så står der, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra og en masse om min identitet. Der står alt om mig,« siger Elise Harritz, der er offer for såkaldt hævnporno.

Nu ligger den unge nordjydes intime billeder og videoer til frit skue på nettet, hvor de eksempelvis bliver delt på hemmelige Facebook-grupper uden hendes samtykke.

Og det er ulovligt ifølge straffelovens paragraf 264 d, der forbyder uberettiget videregivelse af billeder vedrørende en andens private forhold, for eksempel nøgenbilleder.

Sagerne under netop denne paragraf er steget eksplosivt de seneste år.

I 2011 blev der anmeldt 44 sager om deling af private billeder og meddelelser, mens tallet var mere end fordoblet i 2015 med 101 anmeldelser. Tendensen ser ud til at fortsætte i 2016, hvor der alene de første fire måneder var indgivet 53 anmeldelser. Det skriver Politiken.

»Billederne bliver bare byttet frem og tilbage, som om de var Pokémon-kort. Gruppemedlemmerne har gjort det til en hobby. De reklamerer jo for en masse forskellige mapper og kalder dem alt muligt. De putter dem nærmest i alfabetisk rækkefølge,« siger Elise Harritz.

Torsdag gæstede hun Radio 24syv, der ringede til et anonymt medlem af en af de pågældende Facebook-grupper op. Manden undskyldte at have delt billederne.

Selv tror Elise Harritz ikke på, at de unge drenge, som det primært drejer sig om, ved, hvad de gør.

»Jeg tror, at det har noget at gøre med aldersgruppen også. Altså 14 år og op. De aner jo ikke, hvad det er de laver. Jeg tror bare, at de klikker løs, og de sender rundt og bytter mellem hinanden simpelthen fordi, at de glemmer, at der er et menneske bag det. At det bare er ligesom porno for dem. Det er ikke andet end pornobilleder.«

Sagen skriver sig ind i en længere historik af intime billeder, videoer og andet, der bliver offentliggjort.

I foråret blev det bragt frem i flere af landets medier, at elever fra en række nordsjællandske gymnasier afslørede intime detaljer om hinandens sexliv i skolernes sladderblade og radioudsendelser. Det skete bl.a. sted på Gl. Hellerup Gymnasium, Ordrup Gymnasium og Øregård Gymnasium, afslørede Radio 24syv.

I foråret fortalte radiokanalen også historien om en 15-årig pige, der blev filmet mens hun havde sex med fire drenge. Optagelserne blev delt flere tusinde gange landet rundt.

Gl. Hellerup Gymnasium kom allerede i modvind i 2012, da der ved en morgensamling blev fremvist en video med en af skolens elever, der dyrkede sex med en elev fra et andet gymnasium.

»Det er så nemt at tage et billede og sende det videre,« siger Elise Harritz.

»Det går ud over en masse piger, men også nogle drenge. Det er sørgeligt og synd. Og så er det grænseoverskridende. Man føler en form for magtesløshed. Det her handler om, at der har været en inde og tage mine private ejendele,« lyder det fra den unge blogger, der holder fast i, at man ikke bør stoppe folk fra at tage den slags billeder, men til gengæld vil gøre alt for at få de kriminelle til at indse, at det er forkert at dele materialet på internettet.

Jyllands-Posten har været i kontakt med Frederikshavns Politi. Politiet kan dog ikke genkende den lange ventetid, som Elise Harritz giver udtryk for og understreger, at der må være sket en kommunikationsfejl. Nu opfordres Elise Harritz til at vise sig på politistationen for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.