Hver femte trafikulykke skyldes træthed
17 pct. af danske bilister har været lige ved at falde i søvn bag rattet. Og en ny dansk forskning viser, at søvnapnø er 4-5 gange hyppigere blandt lastbilchauffører.
Øjenlågene føles tungere og tungere, den snorlige asfaltvej forude opleves søvndyssende, og hjernen kæmper indædt mod at sætte sig selv på standby.
I hver femte trafikulykke, hvor mennesker kommer til skade, spiller søvn og træthed en rolle, og træthed bag rattet er farlig, fordi reaktionstiden forlænges, opmærksomheden sløves og dømmekraften forringes.