Flygtninge i protestmarch: Vi vil have sommerferie
Flygtninge på integrationsydelse demonstrerer imod, at de mister retten til at holde ferie. De er utaknemmelige, mener integrationsministeren.
Det vækker kritik fra landets socialrådgivere og fra Dansk Flygtningehjælp, at flygtninge, der er kommet på den lavere integrationsydelse, ikke længere har ret til at holde ferie med deres børn.
Flygtninge fra sprogskolen i Favrskov Kommune i Østjylland gik forleden i demonstrationsoptog gennem stationsbyen Hadsten i protest mod de nye regler, der betyder, at de hele sommeren skal møde i enten sprogskole eller i aktivering. Samer Elias
Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, mener, at der hermed sker en forskelsbehandling, som ikke mindst går ud over børnene, fordi de må sendes i institution, mens deres danske skolekammerater har ferie sammen med deres forældre.
Vi synes, at vi skulle have mulighed for at holde ferie sammen med vores børn lige som alle andre familier.
»Jeg kan ikke forstå, at dette skal være en måde at behandle flygtninge på,« siger Andreas Kamm.
En af flygtningene, der deltog i demonstrationen i Favrskov Kommune, den 30-årige Khawla Al Kathawi fra Syrien, som har tre børn på henholdsvis fire, syv og otte år, siger:
»Vi synes, at vi skulle have mulighed for at holde ferie sammen med vores børn ligesom alle andre familier.«
Regeringen indførte sidste sommer integrationsydelsen for nyankomne flygtninge. Der er aktuelt ca. 7.000 flygtninge på integrationsydelse, og de har ikke ret til ferie. Men fra den 1. juli sættes også ca. 21.000 herboende flygtninge, der kom før sidste sommer, ned fra kontanthjælp til integrationsydelse. Denne gruppe mister retten til ferie fra 1. juli næste år.
Socialrådgivere: Skadeligt for børnene
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, siger, at reglen er skadelig for flygtningebørnene og henviser til, at de fleste kommuner har en klar anbefaling om, at børn skal have mindst to ugers ferie med deres forældre.
Integrationsminister Inger Støjberg mener, at flygtningene er »utaknemmelige« og i stedet burde bruge energien på at finde et arbejde:
»De er kommet til Danmark, hvor de er i sikkerhed, vi forsørger dem, de får gratis undervisning, deres børn går i daginstitutioner, og vi støtter dem efter alle kunstens regler. Vi kan hurtigt blive enige om, at ferie er dejligt, men det nytter altså ikke at stille an med sådan en krævementalitet.«
Fjernelsen af retten til sommerferie er et led i det, som flere integrationseksperter har kaldt det hidtil største indgreb for at presse flygtninge ud på arbejdsmarkedet. I år vil i alt omkring 45.000 flygtninge få halveret deres ydelse, når de går fra den nuværende kontanthjælp – hvor man har ret til ferie – til integrationsydelse. For en enlig flygtning vil det betyde en nedgang i ydelse før skat fra 10.968 til 6.010 kroner. Samtidig vil regeringen oprette en særlig integrationsuddannelse, hvor arbejdsgivere kan ansætte flygtninge til lønninger, der ligger under mindstelønnen, lige som arbejdsgivere vil kunne få en bonus for at ansætte flygtninge.