Fortsæt til indhold
Indland

Godsejer anmeldt for at fjerne op mod 500 tons strandsand: »Det er hensynsløst«

En godsejer på Møn har fjernet op mod 500 tons sand fra en af øens mest populære badestrande. »Hensynsløst,« lyder det fra Østmøn Naturforening, der har anmeldt sagen til Vordingborg Kommune.

Hvad gør man, når swimmingpoolen på campingpladsen skal fyldes op med sand? Man henter op mod 500 tons sand fra stranden.

Derfor kørte ejer af Klintholm Gods Carl Gustav Scavenius' lastbil onsdag og torsdag ca. 30 læs sand fra stranden ud for Carl Gustavs fader Peter Scavenius' sommerhus ved Klintholm Havn på Møn og ud til Camping Møns Klint, som sønnen selv ejer.

Det har imidlertid skabt oprørsstemning på havnen, fordi stranden er en af Møns mest populære badestrande, og derfor er det nu op til Kystdirektoratet at afgøre, hvorvidt handlingen var ulovligt eller ej.

Strandstriden begyndte, da formanden for Østmøn Naturforening, Margareta Dahlström, torsdag morgen fik en henvendelse fra et øjenvidne, der havde set en lastbil køre i pendulfart fra stranden med det ene store læs sand efter det andet. Herefter kontaktede hun Vordingborg Kommune for at anmelde godsejeren.

»Det ville være dårligt af en naturforening ikke at tage sådan en henvendelse alvorligt. Men vi har bevidst ikke gjort mere ved sagen. Vi har ikke sat os ind i reglerne, og derfor ønsker vi heller ikke at mene en masse,« siger Margareta Dahlström.

Hun var selv nede at se stranden i torsdags, og hun fortæller, at sandet i et 100-150 meter bredt bælte langs stranden og op mod klitterne er skrabet væk.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er kørt mange læs. Det overrasker mig, at han (Carl Gustav Scavenius red.) kan finde på at gøre det uden at orientere nogen som helst. Det er måske Møns mest besøgte badestrand. Det er hensynsløst,« siger Margareta Dahlström.

Jyllands-Posten har været i kontakt med Carl Gustav Scavenius, der bekræfter, at en af hans medarbejdere har kørt sandet væk fra stranden, men at han derudover ikke har yderligere at sige. Han henviser i stedet til sin fader Peter Scavenius, der er tidligere godsejer.

»Stranden er ejet af Klintholm Gods, så det er vores egen strand. Vi plejer at tage et par læs om året,« siger Peter Scavenius, der oplyser, at han »midt i det hele« også selv anmeldte handlingen til kommunen for at infomere om aktionen.

Han ønsker ikke at kommentere på Østmøn Naturforenings udtalelse om, at det er hensynsløst, men han siger dog:

»Det er nemt at komme med den slags. Jeg har en anden holdning. Stranden er den samme. Nogle har faktisk sagt, at det mere end nogen andet ligner en strandrensning, fordi der nu ikke er tang og hundelorte,« siger han og tilføjer:

»Vi har været opmærksomme på, at stranden ikke skulle lide skade.«

Hos Vordingborg Kommune sendte man anmeldelsen videre til Kystdirektoratet, der har myndigheden i forhold strandbeskyttelseslinjen i Naturbeskyttelseslovens paragraf 15. Her hedder det, at det som udgangspunkt er forbudt at lave indgreb i og på arealer, som er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, men at der kan gives dispensation ved særlige tilfælde.

»Jeg har altid haft tilladelse til eget forbrug. Det er en tilladelse, der ligger langt tilbage, men vi skal selvfølgelig følge lovgivningen,« siger Peter Scavenius, og det er korrekt, oplyser kommunens land- og miljøchef Rolf Hoelgaard.

»Der er er en række ejendomme med adgang til kysten, som måtte tage sand til eget forbrug, men der er efterfølgende kommet lovgivning på området,« siger Rolf Hoelgaard.

Sagen skal som nævnt nu undersøges af Kystdirektoratet, der skal afgøre, hvorvidt godsejeren har tilladelse til at lave terrænændringer i forhold til strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet kalder det en utraditionel sag:

»Det er netop sket, så jeg kan ikke sige, hvad status er. Men den er under vores område, og vi er i gang med at undersøge den,« siger Merete Løvschall, der er direktør i Kystdirektoratet.