Fortsæt til indhold
Indland

På Storebælt tøver man ikke: Her bliver havarerede køretøjer straks fjernet

Hos SOS Dansk Autohjælp er man ikke i tvivl: Gør som på Storebælt, hvor kranbiler konstant står klar på begge sider af broen til lynhurtigt at fjerne havarerede biler.

På Storebæltsbroen er der ingen nåde, hvis man kører i stykker, punkterer eller på anden vis er impliceret i et trafikuheld: Her bliver køretøjerne straks fjernet, fortæller direktør Ellen Trolle fra SOS Dansk Autohjælp.

Mens politi og redningsmandskab andre steder i landet først skal undersøge, om færdselsloven er overtrådt, og om der er forsikringsmæssige problemer, inden havarerede køretøjer kan fjernes, bliver de lynhurtigt fjernet på Storebæltsbroen. Og det system kunne man sagtens anvende mange andre steder på motorvejsnettet, mener man hos SOS Dansk Autohjælp.

»På Storebælt har vi konstant redningskøretøjer holdende på begge sider af broen, så vi kan rykke ud med det samme, der sker et uheld. Og når der er store rejsedage, holder vi også klar på Sprogø, hvorfra vores køretøjer kan rykke begge veje. Det handler om at få bilerne væk fra broen, derfor flytter vi køretøjerne med det samme. Og systemet fungerer rigtig godt,« fortæller Ellen Trolle.

Hun peger bl.a. på den østjyske motorvej E45 og motorvejen over Fyn som oplagte steder at lave et tilsvarende system.

»Man kunne f.eks. have redningskøretøjer stående klar bestemte steder og bestemte tidspunkter på døgnet langs E45 – der hvor man ved, at der er problemer. Her kunne man så indrette sig, så man hurtigt kunne rykke ud i begge retninger af motorvejen,« forklarer Ellen Trolle.

Hun mener heller ikke, at prisen vil være afskrækkende:

»Alt andet lige vil det være småpenge, det vil koste, sammenlignet med de omkostninger, ulykker og lange køer på motorvejene ellers påfører samfundet.«

Det var et forslag fra Dansk Industri, DI, om at sætte bulldozere ind for lynhurtigt at rydde motorvejene ved uheld og lange køer, som Jyllands-Posten mandag fortalte om, der satte gang i en heftig diskussion. Stort set alle støtter forslaget om at gribe hurtigere og mere kontant ind for at undgå de stadig længere køer.

Branchedirektør Michael Svane fra DI Transport er hele mandagen blevet bestormet med henvendelser fra folk, der bakker op om forslaget.

»Jeg har bl.a. talt med transportminister Hans Christian Schmidt, der er positiv, ligesom jeg har talt med tyske kolleger, der fortæller, at man mellem Hamborg og Bremen har en række specialproducerede biler holdende klar til at trække havarerede lastbiler og trailere væk fra motorvejen,« fortæller Michael Svane.