Danmark bliver sygere og sygere
Ny rekord: Halvdelen af landets befolkning har været til behandling på et sygehus
I en seng på hospitalet - eller på en briks i ambulatoriet - er efterhånden en hverdagsbegivenhed i Danmark.
I følge nye tal fra Landspatientregistret, som offentliggøres onsdag, slår antallet af danskere, som modtager behandling på et hospital, nye rekorder. 2,7 mio. personer var i 2015 en kortere eller længere tur på sygehuset, og dermed har halvdelen af befolkningen været en tur på langs i regionernes behandlingssystem.
»Man kan godt sige, at Danmark bliver sygere og sygere, men på den anden side er det stigende antal mennesker, vi er i kontakt med, også udtryk for, at vi undersøger flere og dermed også kan erklære mange af dem raske,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.
Antallet af personer, der kommer på sygehus, er steget gennem de senere år, men tog et ekstraordinært hop i mellem 2013 og 2014. Ud over flere forebyggende undersøgelser ligger forklaringen i følge regionerne også i, at antallet af ældre stiger, og lægerne kan mere og mere.
»De store årgange fra 1940´erne begynder at få skavanker nu, og det kan vi mærke i systemet. Desuden udvikler lægevidenskaben sig jo dag for dag, og betyder, at vi dag kan hjælpe også meget ældre mennesker til et bedre liv med f.eks. operationer eller en pacemaker. Det er alt i alt en succeshistorie,« siger Bent Hansen, som ikke umiddelbart forventer, at kurven knækker og vender snuden nedad.
»Tværtimod. Til efteråret udvides patienternes rettigheder, og det vil øge tilgangen yderligere,« siger Bent Hansen med henvisning til, at regeringen 1. oktober genindfører behandlingsgaranti efter en måned og udvider udredningsretten til også at blive en garanti efter 30 dage.
Det betyder, at kan det offentlige ikke levere behandling og en diagnose til tiden, har patienterne ret til at vælge et privathospital på den hjemlige regions regning. For at undgå den udgift vil regionerne typisk øge deres egen kapacitet.
I 2015 steg antallet af henviste patienter på privathospitalerne efter år med nedgang. 129.000 personer lod sig behandle privat, og det er en stigning på 25 pct. i forhold til 2014.
Set gennem forskerbriller er den stigende kurve ikke entydigt et tegn på succes. Ifølge sundhedsprofessor Jakob Kjellberg fra regionernes og kommunernes forskningsinstitut Kora er den stigende trafik ud og ind af sygehusene et resultat af måden at styre sundhedsvæsenet på.
»Det er klart, at når man styrer sundhedsvæsenet ved at kræve en produktivitetsstigning hvert år på to pct., så skal der mere gennem maskinen. Men det er dybest set ikke sikkert, at vi får mere sundhed for pengene på den måde,« siger han, der dog ser tegn på en vis nyorientering både i regioner og regeringen.
»Pendulet er ved at svinge i retning af mere mål- og kvalitetsstyring, så man ikke kun fokuserer på aktivitet og stykafregning, og det er nok sundt med en bedre balance. Hvis det bliver ved på den måde, ender det jo, at hele befolkningen på et tidspunkt har været på sygehuset i løbet af et år, og det var vist ikke meningen,« siger han.
Af de 2,7 mio. danskere, som i 2015 gik ind og ud af hospitalerne, var de 673.000 personer indlagt, mens resten var i ambulant behandling.