Indlandsisen smelter rekordtidligt - og nyheden går verden rundt
Engelske, amerikanske, spanske og franske journalister har fået øjnene op for DMI.
Først troede de, at de havde målt forkert. Forskerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, måtte i hvert fald kigge en ekstra gang på deres måleudstyr, da de mandag dokumenterede en rekordtidlig afsmeltning i Grønland.
12 pct. af indlandsisen oplevede afsmeltning. Det burde først ske i sommermånederne, hvor indlandsisen normalt smelter, inden den genfryser igen senere på året. Ikke siden 2010 har mere end 10 pct. af indlandsisen oplevet smelt så tidligt på året, som det skete i år. Og dengang skete det i maj. Altså, næsten en måned senere på året.
DMI kalder afsmeltningen for »voldsom« og »ualmindelig tidlig«. Fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) lød det på Twitter, at det var »for meget for tidligt«.
Og snart efter gik nyheden rundgang i verdens medier. Washington Post, The Guardian, Associated Press, Scientific American og Slate var blot nogle af dem, der samlede historien op.
»Mine to kolleger har snakket med adskillige engelske, amerikanske, spanske og franske journalister,« lyder det fra en overvældet Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder ved DMI.
»DMI er jo Danmarks Meteorologiske Institut. Det plejer ikke at sælge så godt i den store verden,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Men den tidlige afsmeltning er også usædvanlig. Med den blev der i Grønland også målt nye varmerekorder. Mandag blev der i bygden Kangerlussuaq målt 17,8 grader, og i Nuuk nåede termometret op på 16,6 grader. Det er to nye varmerekorder for april måned begge steder. Selv i 3.000 meters højde midt på indlandsisen har det aldrig været varmere i april. Her lød temperaturen tirsdag på -6,5 grader.
Det er en kraftig strømning af »meget varm luft fra syd«, der har skabt de høje temperaturer i Grønland, ifølge DMI. Da lavtryk og højtryk mødtes ved den sydøstgrøndlandske kyst, steg den varme luft op over den grønlandske vestkyst og lagde sig som en pude over indlandsisen, forklares det.
Indlandsisen oplever afsmeltning hvert år. Men normalt sker det først fra juni til september. Den is, der smelter og bliver til vand, genfryser så som regel og bliver til indlandsis igen senere på året. Men i 2012 oplevede 95 pct. af indlandsisen afsmeltning i løbet af én dag, og det fik verdens forskere til at spærre øjnene op. Det er nemlig kun sket et par gange i løbet af de seneste 1.000 år.
Jo mere af indlandsisen, der smelter, des mere bidrager Grønland til den globale vandstandsstigning. Men genfryser isen, inden smeltesæsonen går i gang, behøver mandagens rekordafsmeltning ikke få stor betydning.
»På kort sigt har den her afsmeltning ingen konsekvenser, hvis isen genfryser. Men kommer der en varm sommer igen som i 2012, så kan det give væsentligt større afsmeltning end normalt,« forklarer Jens Hesselbjerg Christensen, der dog ikke vil vove at gætte på, hvordan sommeren bliver.
Jens Hesselbjerg Christensen fortæller, at det forløbne år har været rekordvarmt på hele jordkloden, og at risikoen for, at der igen kommer varm luft over Grønland - også inden smeltesæsonen går i gang - ikke er utænkelig.
»Forudsætningen er klart til stede, når det er markant varmere i hele verden,« siger han.
Derfor opfordrer han også til, at verdens ledere står ved den klima-aftale, der blev indgået i Paris i fjor. Der blev man enige om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader.
»Det er nu, der skal reageres. Der er ikke tid til at vente,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.