Fortsæt til indhold
Indland

Udkants-gymnasium: Hvis der kommer et krav om 7, vil vi miste 40 pct. af vores elever

Ringkjøbing Gymnasium er truet, hvis politikerne sætter et højt karakterkrav til gymnasierne. Det kan både store konsekvenser for de unge og for lokalområdet, mener rektor.

Hvor der er langt mellem husene, er det ofte også langt mellem gymnasierne.

Sådan er det særligt i Vestjylland, hvor de unge ofte skal transportere sig langt hver morgen for at sætte sig på skolebænken.

Midt i Vestjylland ligger Ringkjøbing Gymnasium, som har ca. 400 elever fordelt på tre årgange. Nogle af eleverne tager bussen 35 kilometer til gymnasiet hver morgen og igen om eftermiddagen, når sidste modul er fuldført.

Men måske bliver turen meget længere i fremtiden. I hvert fald står det vestjyske gymnasium i en knibe, hvis den kommende gymnasiereform ender ud i et højt karakterkrav for blive optaget på et gymnasium.

»Hvis der kommer et krav om 7, vil vi miste 40 pct. af vores elever, og så er det langt fra sikkert, at vi kan overleve,« siger retor på Ringkjøbing Gymnasium, Tonny Hansen.

Bliver kravet i stedet 4, vil det ikke sortere ret mange fra Ringkjøbing Gymnasium, men det vil det på andre gymnasier, skønner rektoren.

Størrelsen på et nyt adgangskrav til gymnasierne har været til debat i mere end et år. Liberal Alliance vil have, at kravet skal være et karaktergennemsnit fra folkeskolen på 7, Dansk Folkeparti siger 6, mens Venstre og Konservative har sagt 4, selvom de mangler at komme med et egentligt udspil.

Gymnasiet i Ringkjøbing er et af de mange små gymnasier, som er placeret i de danske udkantsområder. Og hvis den kommende gymnasiereform sætter adgangskravene højt, rammer det for alvor lokalområdet, mener rektoren.

»Det vil uden tvivl få store konsekvenser, hvis Ringkjøbing Gymnasium må lukke eller ikke længere kan tilbyde de unge en ordentlig uddannelse. Uddannelsesniveauet ville falde, huspriserne vil falde, og færre børnefamilier vil bosætte sig i området, når deres børn skal rejse så langt for uddannelse,« siger Tonny Hansen.

Hvis Ringkjøbing Gymnasium måtte lukke, er de nærmest gymnasier i Herning og Holstebro. Det vil betyde, at unge får op til 75 km. til nærmeste gymnasium i Vestjylland.

»Al erfaring viser, at jo længere afstand, der er til et gymnasium, jo færre får en gymnasial uddannelse. Da gymnasiet ikke lå her, tog langt færre unge i området en gymnasial uddannelse, fordi nærmeste gymnasium lå næsten 50 km. væk,« siger rektoren.

Forud for forhandlingerne til gymnasiereformen ønsker de blå partier at begrænse adgangen til gymnasiet for at få flere ind på erhvervsuddannelserne. Det skal bl.a. ske igennem karakterkrav.

Men rektoren stiller spørgsmål ved politikernes metode.

»Karakterkravene er den nemme sorteringsmetode for politikerne. Gymnasierne har vist, at vi fagligt kan løfte eleverne betragteligt i løbet af de tre år på gymnasiet, så det handler i højere grad om motivation, og det er studievejledningen i folkeskolen god til at vurdere,« mener Tonny Hansen.