1925 – PH: Kulturradikal, smagsdommer, lysmager og meget mere
Poul Henningsen var dansk kulturs altmuligmand – og ikke bange for at være en elitær smagsdommer.
I 1925 medvirkede arkitekten Poul Henningsen (1894-1967) på en international designmesse i Paris. Her blev han præmieret for sit originale lampesystem, som udnytter elpærens lyskvaliteter i en fantasifuld indfatning af moderne industriel formgivning. Året efter fik PH-lampen sin debut ved indvielsen af Forum København, der åbnede med en automobiludstilling.
Elektricitet, industriel masseproduktion og automobilet. Vi er på vej ind i det moderne Danmark. Siden har PH-lampen spredt lys over landet i talrige udformninger. Rundtomkring i de danske hjem indtager den en suveræn førsteplads som den almindeligst forekommende lampe.
På mange måder kan man sige det samme om lampens ophavsmand, ”lysmageren” Poul Henningsen, i folkemunde kaldet PH. Også han er blevet allemandseje – i det mindste efter sin død i 1967. Han var nemlig ikke bare arkitekt og designer, men dansk kulturs altmuligmand, der slog sine folder som skribent, samfundsrevser, digter, revyforfatter, filmskaber, radioanmelder og dragebygger. Først og fremmest var han den ubestridte førstemand inden for den moderne danske frisindskultur, der kaldes kulturradikalismen.
Fri seksualmoral
Kulturradikalismen dækker over en kreds af arkitekter, kunstnere og intellektuelle, som dukkede op i 1920’erne, og som med deres holdninger og synspunkter prægede kulturudviklingen de følgende fire årtier og måske længere. Det besynderlige er imidlertid, at ingen af dem vidste, at de var kulturradikale før i 1955.
Her dukkede betegnelsen op i en kronik af den norske forfatter Sigurd Hoel (1890-1960). Indtil da var de først og fremmest en gruppe kulturnørder på den politiske venstrefløj. Fælles for dem var, at de var ”belastet med en social samvittighed” – som den kulturradikale Elias Bredsdorff (1912-2002) udtrykte det – og blæste til kulturkamp på især tre kerneområder: 1) En fri seksualmoral i modsætning til den forløjede victorianske puritanisme. 2) Kvindens ret til et individuelt og selvstændigt liv, både inden for og uden for ægteskabet. 3) En antiautoritær opdragelse, hvor barnet sikres ret til personlig udvikling, og forældretyranniet afskaffes.
I sin levetid mødte PH modstand og forargelse i vide kredse. Og ikke uden grund. Dels gjorde han sig på det moralske og kulturpolitiske område til talsmand for en moderne frigjorthed, som var en torn i øjet på mange. Dels brugte han i udpræget grad frækheden og provokationen som udtryksform. Og endelig tillod han sig at optræde som smagsdommer, altså at skelne mellem god og dårlig kvalitet i kulturelle anliggender. I 1963 betegnede han den nye melodiradio som en ”kulturkatastrofe” af dårlig smag og fordummende underholdning.
PH’s syn på mennesket og dets ret til fri udfoldelse blev grundlagt i barndomshjemmet. Hans mor var forfatteren Agnes Henningsen (1868-1962), som færdedes i kredsen omkring kritiker og litteraturforsker Georg Brandes (1842-1927), og som selv var en energisk modstander af den forløjede victorianske facademoral, der kuede menneskets frihed og selvstændighed. Både som forfatter og som privatperson optrådte hun som forkæmper for det moderne frisind i synet på kønsrollerne, seksualiteten og opdragelsen.
Arven fra Brandes skinner tydeligt igennem hos PH, men dog med et bemærkelsesværdigt kursskifte.
Brandes var antidemokrat og nærede en indgroet afsky for alt, der smagte af kollektivitet, endsige socialisme. Han hyldede den såkaldte aristokratiske radikalisme.
For ham var helten åndsaristokraten, der med sin originalitet går sine egne veje – folk som Leonardo da Vinci, Shakespeare og Goethe. PH bekendte sig derimod til demokratiet som det ultimative mål for samfundsudviklingen.
Men selv om PH optrådte som ivrig fortaler for demokratiet, bevarede han en rest af den brandesianske åndsaristokratisme. I 1955 konstaterede han: »Men det er ikke demokratiets mening, at de tomhovedede skal vise vej. Det er meningen, at personligheder skal gøre deres yderste for at fremstille deres livssyn klart, og så skal vælgeren vælge«. Også demokratiet rummede for PH en elitær dimension. Folket er godt tjent med begavede vejledere og smagsdommere.