Fortsæt til indhold
Indland

1924 – Socialdemokratiet: Kongen var utryg ved Staunings arbejderregering

Da Socialdemokratiet blev landets største parti, skabte det en vis bekymring hos Christian 10. Men samarbejdet med Stauning udviklede sig til et stærkt tillidsforhold.

Niels Wium Olesen, lektor i historie, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Han var ikke glad for det, Christian 10. (1870-1947). De var jo republikanere, og han havde været på kant med dem under Påskekrisen fire år tidligere, hvor de talte om statskup. Ville de hævne sig på ham? Ydmyge ham?

Hans rådgivere så dog ikke anden udvej. Valgets tale den 11. april var klar. Socialdemokratiet havde vundet syv mandater og var nu landets største parti med godt 36 pct. af stemmerne. Med Det Radikale Venstre gav det et flertal i Folketinget.

Kongen måtte hidkalde Thorvald Stauning (1873-1942). De to mænd havde begge en sentimental side. Med tårer i øjnene forsikrede Stauning kongen om, at hans partifæller var lige så gode danske mænd som andre, og kongen svarede, at det tvivlede han ikke på. Men mon ikke hr. Stauning syntes, at det var en god idé at lade en professionel diplomat varetage udenrigsministerposten? Jo, det syntes Stauning. Kongens spørgsmål kan passende oversættes til: »Den slags har almindelige arbejdere jo ikke forstand på.« Staunings svar skal dog ikke forstås som et tilsagn til den vurdering, men snarere sådan, at en imødekommelse af kongens ønske løste et lidt kompliceret problem for ham. Stauning havde nemlig selv overvejet at beklæde udenrigsministerposten, men lod være, fordi det måske kunne opfattes som et signal om, at han ikke i samme grad interesserede sig for indenrigspolitikken. Han havde også overvejet andre ledende socialdemokrater på posten, men en var for impulsiv, og en anden ønskede han hellere på en anden post.

Kvindelig minister

Ordvekslingen mellem kongen og den kommende statsminister er dog symptomatisk. Kongen var som sin fader og sin bedstefar konservativ. Af sind og af politisk opfattelse. Som bedstefaderen havde været betænkelig ved at lade Venstre og bønderne komme til magten ved Systemskiftet i 1901, var Christian 10. utryg ved at lade Socialdemokratiet og arbejderne komme til magten i 1924. Danmark udviklede sig, men monarkiet gik – i sagens natur – ikke forrest.

Stauning dannede sin regering. 10 mand høj og én kvinde, nemlig undervisningsminister Nina Bang (1866-1928), som dermed blev Danmarks første kvindelige minister. Stauning selv var født i et arbejderhjem i dybeste fattigdom. Men hans forældre havde ofret sig for ham og givet ham den bedste skolegang, de formåede. Han blev faglært cigarsorterer. Gennem selvstudier og gerningen i arbejderbevægelsen opnåede han et videns- og dannelsesniveau, der ikke stod tilbage for ret mange. Knap halvdelen af hans ministre var også arbejdere, resten akademikere. En arbejderregering blev den nu kaldt alligevel.

En svag regering

Det var en parlamentarisk svag regering. Støttepartiet, Det Radikale Venstre, studerede lidt skeptisk det nye fænomen i dansk politik, mens Venstre og Konservative naturligvis var en hård opposition. Tilmed var tiderne svære: Konflikter på arbejdsmarkedet, valutauro og krise i landbruget påvirkede hele landets økonomi. Regeringen imponerede heller ikke med overdreven kompetence. Den var ny i faget. På grund af for modvillig radikal støtte besluttede Stauning at udskrive valg i december 1926. Det bragte en Venstre-regering til magten.

Det kunne lyde som meget betinget succes, hvis ikke noget nær en fiasko. Alligevel havde Staunings første regering betydning og kan i et større perspektiv også udlægges som en succes. Tænk sig: Socialisterne, de af Marx inspirerede samfundsomstyrtere, som borgerskabet opfattede dem som, afgav magten frivilligt og helt efter den forfatningsmæssige orden. Monarkiet eksisterede stadig, folkekirken ligeså, ja, landet var ikke gået i opløsning eller rabundus. Socialdemokratiet, arbejderne, var integreret i det danske demokrati. Og kongen og Stauning havde i øvrigt etableret et stærkt tillidsforhold til hinanden, som også var båret af gensidig sympati. Deres arbejdsfællesskab skulle også snart genoptages, da Socialdemokratiet igen kom i regering i 1929. Denne gang i en flertalsregering med Det Radikale Venstre, der regerede i 11 år.

Se flere artikler i serien her.