1923: Undertrykkelse var prisen, som kulturmennesker måtte betale
Det ubevidste og seksualdriften blev bragt ind i centrum af, hvad et menneske er.
I 1923 udkom Sigmund Freuds (1856-1939) ”Jeg’et og det’et”. Og hvad kunne man så lære af det dengang? Ikke ret meget. Et længere svar må skelne mellem den effekt, psykoanalysen havde på fagfilosofien, de pædagogiske reformer, den politiske kamp og det kliniske arbejde.
Psykoanalysens brud med traditionen lå i indsigten i, at mennesket ikke først og fremmest er rationelt og bevidst. Forholdet mellem jeg’et og det’et var med Freuds billede som rytterens forhold til hesten, hvor der ofte ikke var andre muligheder end at føre hesten hen, hvor den selv ønskede at gå. På samme måde omsætter jeg’et ofte det’ets vilje til handling, som om der er tale om en bevidst og rationel beslutning. Det ubevidste og seksualdriften blev nu bragt ind i centrum af, hvad et menneske er. Irrationaliteten var med andre ord ikke længere noget, man kunne slippe af sted med at projicere over på kvinder, børn og gale.
Fagfilosoffer som cowboys
Denne filosofiske pointe gik hen over hovedet på danske fagfilosoffer, der helt op til vore dage har forestillet at være som en slags cowboys, der forbliver i sadlen på den bukkende hest.
Freuds tese var, at den menneskelige seksualitet blev dannet i kraft af et forbud mod driften mod de nærmeste: forældre og søskende. Undertrykkelse var den pris, kulturmennesker måtte betale for ikke at være dyr. Ganske vist var opdragelse ved vold og intimidering skadelig for menneskers arbejds- og kærlighedsevne, men et mål af kontrol var nødvendig, for seksualiteten var også pervers og destruktiv. I lang tid forventede Freud, at seksualoplysning og reformer af opdragelsen ville have en forbyggende effekt på neuroser, men denne optimisme mistede han, og det sene forfatterskabs vigtigste pointer omkring dødsdriften viste, hvorfor oplysnings- og frigørelsesprojektet ikke nødvendigvis havde den forventede gavnlige effekt.
Det var imidlertid først og fremmest den frigørende – ikke den kulturpessimistiske eller konservative – dimension hos Freud, der fik betydning for den indflydelse, psykoanalysen fik i Danmark. Det var især takket være psykoanalytikeren og marxisten Wilhelm Reich (1897-1957), hvis danske disciple bidrog til kampen for pædagogiske og seksualpolitiske reformer. Her fortjener især lægen Jonathan Høegh von Leunbach (1884-1955) og kulturradikale fællers kamp for afkriminalisering af abort, oplysningskampagner omkring svangerskabsforebyggelse og reformering af boligforhold for arbejderklassen at blive nævnt. Og sådan er det egentlig fortsat. Ganske vist har psykoanalysen også i Danmark eksisteret i konservative, af psykiatrien dominerede retninger, men psykoanalyse og marxisme har ofte fulgtes ad, ikke mindst på universiteterne i 1970’erne og igen i begyndelsen af det 21. århundrede – på trods af Freuds kritik af frigørelsesprojektets illusion.
Hvad det kliniske angår, mente Freud nok, at alle måtte underkaste sig det kulturelle forbud, men hvorledes den enkelte fortolkede dette forbud og forvaltede den nødvendige fortrængning, var det kun den enkelte, der vidste. Psykoanalysen har altid været fundamentalt antiautoritær på den kliniske praksis’ område, hvilket især ses i bruddet med lægens monopol på viden til fordel for at lytte og lade den enkelte komme til orde.
Sejlivet psykoanalyse
Denne kopernikanske vending fik heller ikke nogen særlig effekt på dansk psykologi og psykiatri. Psykoanalytiske foreninger blev ganske vist dannet og findes fortsat i adskillige afskygninger, men den psykoanalytiske kliniske praksis har helt op til vore dage aldrig været en del af det etablerede behandlingssystem. Også i den akademiske verden – psykologien, filosofien og de æstetiske fag – forbliver psykoanalysen på kanten og i krogene, men fortsætter alligevel sejlivet med at bringe stafetten videre fra den antiautoritære, samfundskritiske arv fra 1920’erne og 1930’erne.