1920: Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark
Men den radikale statsminister ville ikke kæmpe for østkystbyen.
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!«
Sådan lyder første strofe i et digt af Henrik Pontoppidan (1857-1943). Digtet er måske hugget i granit på flere af de stenmonumenter, der rundt om i landet minder os om Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920.
Det nuværende Sønderjylland var den nordlige del af hertugdømmet Slesvig, som med Holsten og Lauenborg blev tabt ved krigen i 1864. Drømmen om genforening levede dog stadig både nord og syd for grænsen, selv om det mægtige Tyske Kejserrige, der blev dannet i 1871, bestemt ikke viste nogen generøsitet i spørgsmålet.
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, holdt Danmark sig neutralt og på god fod med Tyskland. Man formåede at holde sig ude af krigen. Det gjaldt dog ikke de tusindvis af danske sønderjyder, som måtte aftjene deres værnepligt og faldt for kejseren. Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918, kejseren blev afsat og flygtede til Nederlandene, mens der blev indgået våbenhvile den 11. november 1918. Tyskland havde tabt krigen. Det tyske nederlag var især fremkaldt af USA’s indtog i krigen i 1917, og nu talte det mægtige lands præsident Woodrow Wilson (1856-1924) om ”folkenes selvbestemmelsesret”. Det indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa.
Afstemning i to zoner
Det tegnede alt sammen meget lyst for forhåbningerne om en genforening.
Snart fulgte fredsforhandlingerne i Versailles ved Paris. Her fik Tyskland al skyld for krigen. Versailles-konferencen dikterede nye grænser for Europa og bestemte, at der i Slesvig skulle holdes afstemning om grænsedragningen. Der skulle stemmes i to zoner. I Nordslesvig og i Mellemslesvig inklusive Flensborg. Den nordlige zone holdt afstemning den 10. februar 1920 med tre fjerdedeles flertal for at blive tilsluttet Danmark. Den sydlige zone stemte kommunevis den 14. marts, men på nær tre mindre kommuner på øen Før gav ingen dansk flertal. Heller ikke Flensborg.
Flensborg blev fortysket
Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været ført en bevidst tysk politik for at fortyske byen med tilflyttere og for med undertrykkelse at drive danskere ud. Venstre og De Konservative krævede, at den radikale regering skulle kræve den mellemslesvigske zone sat under international, allieret kontrol og senere holde en ny afstemning i håb om, at stemningen ville vende til fordel for Danmark. Regeringen nægtede. Den ønskede ikke at regere over et stort modvilligt, tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade statens sikkerhed – enten indefra eller ved at den nye tyske stat ville få et fjendtligt forhold til Danmark.
Christian X (1870-1947) var glad for Flensborg, men i den grad ikke for sin radikale statsminister C.Th. Zahle (1866-1946), når han ikke ville kæmpe for den skønne østkystby. Op under påske fyrede kongen Zahle og dermed regeringen under et ophedet møde. Socialdemokratiet med Thorvald Stauning (1873-1942) i spidsen annoncerede generalstrejke og skrev statskup på forsiden af deres avis. Der blev råbt »republik!« rundt om i Københavns gader. Kongen blev hjulpet ud af krisen af blandt andre Stauning, der foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives nyvalg. Påskekrisen viste, at Systemskiftet i 1901 ikke var så fastforankret en praksis, som nogen måske troede.
Genial improvisation
Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland. På sin hvide hest red han over grænsen, og i en genial improvisation løftede han den lille pige, der rakte ham blomster, op på hesten, omfavnede hende, ”den røvede datter”, og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt.