1949: Dansk ja til Nato var et endeligt farvel til neutralitetspolitikken
Ifølge Socialdemokratiet måtte Danmark vælge mellem to onder.
Den 4. april 1949 blev Atlantpagten (The North Atlantic Treaty) undertegnet i en bygning tæt på Det Hvide Hus i Washington D.C. 12 vestlige lande, heriblandt Danmark repræsenteret ved udenrigsminister Gustav Rasmussen (1895-1953), oprettede med deres underskrifter en fælles sikkerhedsalliance inden for FN-pagtens rammer. Ceremonien kan betragtes som den symbolske afslutning på den proces, der i årene efter Anden Verdenskrig ledte verden ud i den bipolære systemkonflikt, vi kalder den kolde krig. Der var tale om en epokegørende begivenhed både globalt og i dansk historie. Globalt indvarslede Pagten, at USA opgav mellemkrigstidens isolationspolitik og forpligtede sig på et omfattende atlantisk førerskab, og for Danmark betød underskriften det endelige farvel til den neutralitetspolitiske tradition, som udenrigspolitikken havde fulgt siden 1864.
Den danske vej ind i Nato (North Atlantic Treaty Organization) var imidlertid ikke let. Som Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Julius Bomholt (1896-1969) udtrykte det, stod landet over for et valg mellem ”to onder”: isoleret neutralitet eller medlemskab af en vestlig militæralliance. Partiet og ikke mindst formand og statsminister Hans Hedtoft (1903-1955) havde længe arbejdet for at realisere et skandinavisk forsvarsforbund som foreslået af den svenske regering i foråret 1948. Skuffelsen var derfor stor, da ideen endegyldigt faldt til jorden i januar 1949.
Hos partiets ledelse var der ikke tvivl om, at vejen herefter gik vestover: “Hvis vi bragte os selv i den situation, at vi både siger nej til underhåndsforespørgslen fra USA og nej til en eventuel russisk ikke-angrebspagt, vil vi kunne få skyld for bevidst at have lagt en ny 9. april-situation til rette. Dette ansvar vil regeringen ikke tage …”, slog Hedtoft fast på hovedbestyrelsesmødet den 27. februar. Det var ’aldrig mere 9. april’-argumentet, som Hedtoft betonede med ordene: ”Vi har pligt til at lære af det, der dengang skete.”
Det havde regeringen ikke svært ved at overbevise Venstre og De Konservative om. I de nordiske forhandlinger havde de to partier støttet ’det norske synspunkt’, at et skandinavisk forsvarsfællesskab måtte knyttes til det atlantiske. Derimod kunne der ikke hentes opbakning hos regeringens normale støtteparti, Det Radikale Venstre, der ønskede at satse på FN, eller – næppe overraskende – hos Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). På den baggrund fordelte stemmene sig i Folketinget i marts 1949 med 119 stemmer for, 23 imod (heraf en venstremand) og en blank.
Historiens tale, oplevelsen af en sovjetisk trussel, bortfaldet af den skandinaviske option og det faktum, at der i 1949 var en acceptabel alliance at tiltræde, hvad der ikke var for de danske politikere i 1930’erne, banede vejen for det danske Nato-medlemskab.
Det har været et langt ægteskab, da Danmark stadig er medlem. Danmark har været et aktivt og troværdigt medlem af alliancen, men danske regeringer har undertiden også – som andre alliancepartnere – markeret særstandpunkter ved bl.a. ikke at ville acceptere amerikanske baser og atomvåben på dansk grund. Grønland har dog været en markant undtagelse, hvilket blev synligt for enhver, da et amerikansk B52-fly med kernevåben ombord i 1968 styrtede ned på den frosne fjord ud for Thulebasen.
Der har også været intern dansk politisk strid om alliancepolitikken. Det var mest markant under fodnoteperioden i 1980’erne, hvor et alternativt oppositionsflertal med Socialdemokratiet i spidsen havde magt til at få Schlüter-regeringerne til at tage forbehold for dele af den officielle Nato-politik. Det har sat skår og spor i dansk politik lige siden, hvor fodnotepolitikken er blevet central i en politisk post-koldkrigskamp om tolkningen af den kolde krig og legitimeringen af den aktivistiske og militariserede udenrigspolitik, Danmark i stigende grad har lagt sig fast på.