1946: Efter befrielsens rus begyndte henrettelserne
Året var knap begyndt, før den først af 46 henrettelser fandt sted som en del af retsopgøret efter besættelsen. Politiet blev pålagt at eksekvere henrettelserne - modvilligt.
Den 5. januar 1946 blev Flemming Helweg-Larsen fastspændt til bagvæggen på træskuret bag ved krudtmagasinet på Bådsmandsstrædes Kaserne ved det nuværende Christiania. Han fik trukket en hue ned over hovedet, og en læge anbragte en papskive ved hjerteregionen. Ti politibetjente lagde deres geværer an med ordre om at sigte efter papskiven – og skød.
Hermed var den første af 46 henrettelser som del af retsopgøret efter besættelsen eksekveret. Den sidste fandt sted den 20. juli 1950. Henrettelserne fandt sted i København og i Undallslund Plantage ved Viborg. Den sidste henrettelse i Danmark var ellers eksekveret ved halshugning i 1892, og dødsstraffen var blevet afskaffet ved lov i 1930. Men meget var forandret. Da modstandsbevægelsens paraplyorganisation, Danmarks Frihedsråd, præsenterede sig for offentligheden med det illegale skrift Naar Danmark atter er frit i november 1943, krævede rådet således et retsopgør, men afstod fra krav om dødsstraf.
I det sidste halvandet år inden befrielsen den 5. maj 1945 skærpedes situationen imidlertid med hårdere tysk undertrykkelse, regulær terror og også hårdere modstandskamp fra dansk side – blandt andet i form af stikkerlikvideringer. I de sidste ti måneder af krigen var der i de større byer tale om noget, der lejlighedsvis antog karakter af borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had mod besættelsesmagten.
Holdningerne til retsopgøret blev ivrigt debatteret i de illegale blade, og der blev ikke lagt fingre imellem. Man krævede dødsstraf over de værste landsforrædere, og motivet blev heller ikke holdt skjult. Det var hævn, hyppigt suppleret med biologismer som behovet for ”udrensning i folkelegemet”.
Da befrielsen oprandt, stod Danmark uden regering, idet den var gået af den 29. august 1943. Straks tiltrådte dog en regering bestående af lige dele politikere, der repræsenterede det etablerede politiske system, og modstandsfolk fra organisationerne under Danmarks Frihedsråd.
Nu kunne retsopgøret diskuteres ganske åbent. Og det blev det! For blandet med befrielsens glæde og lettelse trivedes også en stærk følelse af had mod dem, som mentes at være gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af, at hele det danske samfund havde nydt godt af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, havde ikke en chance i maj 1945. Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? Mange syntes tilbøjelige til at markere egen renfærdighed ved at være fordømmende over for besættelsesmagtens håndlangere. En Gallup-undersøgelse fra juni viste, at 91 % af befolkningen gik ind for genindførelse af dødsstraffen.
Det var i denne stemning, at Rigsdagen vedtog loven om retsopgøret i slutningen af maj og genindførte dødsstraffen for klart definerede forbrydelser som mord, terror og anslag mod statens sikkerhed. I hjertet var flertallet af Rigsdagens politikere formentlig imod genindførelse af dødsstraffen, men frygt for, at de hadefulde stemninger kunne blive rettet mod dem selv – i en situation, hvor statens institutioner ikke var fuldt retableret efter besættelsen – fik dem til at give efter for modstandsbevægelsens krav om dødsstraf.
Naturligt nok udspandt der sig en debat om, hvem bødlerne skulle være. 200 private danske borgere meldte sig frivilligt. Anderledes tilbageholdende var forsvaret, der åbent meldte fra til opgaven. Politiet var modvilligt, men blev i sidste ende pålagt opgaven. Der blev afsagt 78 dødsdomme, men hævnfølelsen ebbede hurtigt ud og gjorde til sidst genindførelsen af dødsstraffen ubærlig for det danske samfund. Men lighed for loven! Man måtte fortsætte. Benådningerne blev dog flere og flere, og i juli 1950 kunne man bare ikke mere og stoppede efter 46 eksekveringer.
Loven om dødsstraf for visse forbrydelser under besættelsen gjaldt dog indtil december 1993.