1943: Hitlers krav betød farvel til samarbejdspolitikken
Da de danske politikere nægtede at erklære Danmark udtagelsestilstand, gjorde tyskerne det.
”Billedet er ganske klart. Vi skal under tysk styre.” Ordene blev sagt af den tidligere statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954). De faldt den 28. august 1943 på et møde mellem ledende medlemmer af partierne, der stod bag samarbejdspolitikken under besættelsen. Straks efter fulgte tilslutning fra De Konservative, De Radikale og Venstre. Partierne repræsenterede det parlamentariske grundlag bag regeringen, der blev ledet af Erik Scavenius (1877-1962), og de ville nu orientere statsministeren om, at regeringen måtte gå af. Det havde en klar konsekvens: Den tyske besættelsesmagt ville tage magten i landet.
Den 29. august 1943 fejres i dag som en dansk mærkedag. Man kalder det afslutningen på samarbejdspolitikken. Dengang var det et chancebetonet skridt for stat og nation ud i det ukendte mørke. De politiske ledere opgav at føre staten videre og dermed også at udføre statens vigtigste opgave: at beskytte borgerne.
Siden den 9. april 1940 havde et stort flertal af den danske befolkning støttet samarbejdspolitikken. Et mindretal valgte imidlertid i løbet af 1942-43 at gå til aktiv modstand i form af først illegal pressevirksomhed, senere sabotage. Det gav store problemer for regeringen og andre danske myndigheder. En del af prisen for de særlige danske besættelsesforhold – hvor konge, regering og politi forblev i funktion – var, at myndighederne forhindrede modstand og gav besættelsesmagten sikkerhed. Ville eller kunne danske myndigheder ikke det, måtte tyskerne tage over.
Efter store, tyske nederlag i sommeren 1943 spredte der sig en vished om, at Tyskland ville tabe krigen. Og fornemmelsen var, at det blev snart.
Det påvirkede situationen i Danmark. Sabotagen tog voldsomt til, og i en række jyske og fynske byer var der strejker, demonstrationer og regulære gadekampe mellem danskere og tyske soldater. Besættelsesmagten truede med indgreb. Og regering, borgmestre, fagforeningsformænd, arbejdsgivere, skolelærere, spejderledere og forældre formanede de aktionerende – heraf mange unge – til at holde sig i ro. Uden det store held.
I slutningen af august fik Hitler nok. Den danske regering blev stillet et ultimatum, der fordrede, at den erklærede undtagelsestilstand, forbød strejker og indførte natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage.
Partilederne afgjorde på mødet den 28. august sagen for regeringen, der sagde nej. Der blev afholdt statsråd med Christian 10. (1870-1947). I en ministers dagbog refereres mødet: ”Kongen udtalte nogle bevægede ord og takkede regeringen for det sammenhold, der havde været mellem kongemagt og regering lige indtil denne stund. Nu måtte vi se, hvad fremtiden bar i sit skød.”
Besættelsesmagten erklærede straks militær undtagelsestilstand. Den indebar alle de forholdsregler, der var krævet af den danske regering, herunder dødsstraf. Nu var det blot det tyske militær, der måtte eksekvere dem. Det frygtede tyske politi Gestapo blev kaldt til Danmark. Der kom tyske krigsretter og hyppige henrettelser af danske modstandsfolk. Godt en måned efter iværksattes den tyske aktion mod de danske jøder, hvor langt de fleste dog slap over Øresund til Sverige.
Danmarks besættelsessituation kom i det hele taget til at ligne det øvrige besatte Europas. Efter seks uger ophævede besættelsesmagten undtagelsestilstanden, men undertrykkelsen af det besatte land forblev langt hårdere end i tiden før august 1943. Modsat forventningen skulle der ikke kun gå kort tid inden Tysklands nederlag. Det Tredje Rige holdt ud knap to år endnu.
Den hårdere undertrykkelse, men også fraværet af en dansk regering, der advarede mod modstand, fik den danske modstandsbevægelse til at vokse. I aktivitetsniveau, størrelse og politisk bredde. Hvor modstanden tidligere overvejende var bedrevet af kommunister og det yderste højre, blev den nu også præget af den politiske midte.