1919: Arbejderne fik kortere arbejdstid og bedre råd til at nyde fritiden
Arbejdsgiverne gav sig af frygt for, at revolutionen ville brede sig til Danmark.
Fremtidsforventningerne var store, da Første Verdenskrig endelig var slut. Og forventningerne havde et navn. De var nært knyttet til den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924), der havde lanceret en regulær vision for en bedre fremtid. Hovedelementerne var ret til national selvbestemmelse, demokratiske styreformer og en international retsorden, der skulle sikre verdensfreden i fremtiden.
I Danmark var det afgørende skridt mod demokratiet taget med den nye grundlov fra 1915. Nu var håbet – i hvert fald som det kom til udtryk hos politikerne og i aviserne – at fredsaftalerne ville sikre national selvbestemmelse for sønderjyderne, og at det planlagte Folkeforbund ville skabe en verden præget af samarbejde frem for krig. Det første håb holdt, da sejrsmagterne besluttede, at Nordslesvigs fremtid skulle afgøres efter folkeafstemning. Det gjorde det andet som bekendt ikke. Godt nok blev Folkeforbundet oprettet, men USA valgte at stå udenfor, og krigens tabere fik i første omgang ikke lov til at blive medlemmer. Det svækkede forbundet fra begyndelsen, men er også et eksempel på, at fredsaftalerne efter krigen ikke levede op til Wilsons smukke idealer. Det viste sig også, at sejrherrerne ikke ville acceptere, at taberlandene Ungarn og Tyskland blev fuldt realiserede nationalstater, hvor alle ungarere og tyskere boede inden for statens grænser. Fx forbød fredsaftalerne, at det tysktalende Østrig sluttede sig til Tyskland. Dermed blev Versailles-freden forhadt i Tyskland, hvor den var med til at bane vej for nazisternes succes.
Det nære fyldte meget
For danskerne fyldte det nære nok så meget. USA’s indtræden i verdenskrigen i 1917 førte til, at Danmark stort set blev afskåret fra de oversøiske markeder, og det sidste krigsår blev præget af mangel og høj arbejdsløshed. Freden gav håb om, at forsyninger fra verdensmarkedet igen ville komme frit til landet, og om, at arbejdsløsheden ville falde. Det viste sig at holde stik. I løbet af 1919 blev arbejdsløsheden omtrent halveret, og der kom igen gang i importen af korn og foderstoffer. Men først i begyndelsen af 1920’erne kom udenrigshandlen igen op på niveauet fra før krigen.
Arbejdernes vigtige sejr
Erhvervsorganisationer og borgerlige ønskede at afvikle krigens økonomiske undtagelseslovgivning, der havde sikret landets forsyningssituation og afhjulpet social nød, men også sat den frie markedsøkonomi delvist ud af kraft. Det skete alt sammen i løbet af 1919, men tiden blev alligevel ikke spolet tilbage til før krigen. Tværtimod var 1919 også året, hvor arbejderne tilkæmpede sig en af deres allervigtigste sejre.
Det var ottetimersdagen. Det havde været et af arbejderbevægelsens nøglekrav lige siden 1890, men først i 1919 gav arbejdsgiverne sig. Det skyldtes, at fagforeningerne kom styrket ud af krigsårene, men det skal også ses i en større sammenhæng. I krigens kølvand vandt radikale og revolutionære holdninger frem i det meste af Europa.
»Der er ikke langt fra Kiel til København,« truede syndikalister i november 1918 ved en demonstration i København. Det var en slet skjult trussel om revolution, for netop Kiel var centrum for den revolution, der fik Det Tyske Kejserrige til at bryde sammen. Frygt for at revolutionen kunne brede sig til Danmark var givet med til at få arbejdsgiverne til at give sig i foråret 1919, da forhandlingerne om ottetimersdagen faldt på plads. Sikkert er det i hvert fald, at de i både 1921 og 1923, hvor de revolutionære trusler var fortonet, forsøgte at afskaffe ottetimersdagen. Dog uden held.
Mere fritid og mere i løn
Med ottetimersdagen fik arbejderne langt bedre adgang til et af det moderne samfunds allervigtigste goder: fritid. Det hjalp også, at det lykkedes fagforeningerne at kæmpe betydelige lønforbedringer igennem. Arbejderne fik derfor også bedre råd til at nyde fritiden.
Otte timers arbejde, seks dage om ugen var de næste årtier normen på danske arbejdspladser. Fra slutningen af 1950’erne blev arbejdsugen sat ned til 45 timer, og fra midten af 1960’erne kom kravet om femdagesugen med 40 timers arbejde højt på fagbevægelsens dagsorden. Det blev en realitet i 1974.