1934: Farvel til et tildækket og stramt reguleret kvindeideal
Vejen mod en mere bevægelsesdygtig og mere synlig krop er en gennemgående tendens.
Årets modetøj for kvinder var på en gang praktisk og feminint. Kjolens stof smøg sig blødt ind mod overkroppen for så at falde friere. Man kunne bevæge sig i det, men der var også pynt. Den foreskrevne figur var lang og yderst slank, og de smalle hofter og den moderate barm var blot markeret af bæltet om taljen. Håret faldt i bløde lokker ned mod den frie hals, og det var kronet af en fiks lille hat. Armene var dækket af kjolens stof, men mellem knæ og fødder var benene frie. Skoene var lette og enkle, måske udstyret med en enkel sløjfe.
Vejen mod en mere bevægelsesdygtig og mere synlig krop var en gennemgående tendens i tøjmoden næsten helt fra 1900-tallets begyndelse, især hvad angik kvindemoden. Næsten på årstal markerede overgangen til det nye århundrede afskeden med et tildækket, kropsligt hæmmet og stramt reguleret kvindeideal. Nu blev det invaliderende hvepsetaljekorset skiftet ud med mindre snærende udgaver for efter Anden Verdenskrig helt at forsvinde ud af modebilledet – og kvinder, som kunne gå, løbe og slå ud med armene, kom til.
Tøjmoden for mænd udviklede sig som for kvinder i retning af det friere, men formentlig fordi mændene i forvejen stod som det fysisk aktive køn, skete det mindre drastisk. Habitten var den foreskrevne civile herreuniform både i 1900 og i 1950, og den var dybest set lige kedelig i alle disse år. Men uniformen blev mindre stiv, og elementer som for eksempel vesten faldt ofte bort.
Hvis man var en ung og endnu ugift pige, var man forresten nok ikke særligt imponeret af fruemoden. Så ville man hellere have sin egen, friske stil – i hvert fald i de nye tider, efter at Første Verdenskrig var slut, og konturerne af de første egentlige ungdomskulturer tegnede sig. ’De brølende tyvere’ var i høj grad ungdommens år, hvor jazz- og anden dansemusik erobrede verden via grammofonen, og de underholdende ugemagasiner fandt hurtigt ud af at levere særligt ungdomsstof.
I 1932 fik de unge endda deres helt eget ungdomsblad Tempo. I dette det første af slagsen i Danmark kunne de unge se fotos af de tyske og amerikanske filmstjerner, og de kunne læse detaljeret om deres påklædning. Med lidt fingerfærdighed kunne de sy deres egne versioner af det, de så. Vel at mærke, hvis deres mødre gav dem lov. Det gjorde nok kun de mest frisindede mødre i de mest frisindede miljøer. Men så kunne de jo altid købe dem et af det mere traditionelle Familie-Journalens snitmønstre. På den måde sneg det industrielt ensartede sig så også ind i den stadigt svindende hjemmeproduktion.
Udviklingen skal ses i tæt sammenhæng med industrisamfundets udvikling, der nu var nået til en tilstand, hvor alle blev en del af udviklingen. Alle fik ansvar for samfundets bedste, og det var et bedste, som i en lind strøm bød på nyt. Man skulle være mobil for at udfylde sin plads.
Masseproducerede varer dominerede den brede befolknings forbrug. Som det var tilfældet med andre forbrugsgoder, sikrede den industrielle fremstilling en høj grad af ensartethed i modeudviklingen – ikke blot inden for landets grænser, men over hele den vestlige verden. Det gav også konkurrence imellem producenterne og dermed kamp om forbrugernes gunst. Moden blev et vigtigt og meget dynamisk konkurrenceparameter, og konkurrencen fandt sted på trods af skiftende konjunkturer.
Selv om der var krige og flere dybe kriser, sikrede masseproduktionen også en stigende købekraft, som gjorde, at der for de fleste kunne blive råd til at være modebevidste. I hvert fald til en vis grad. Næsten alt var således på plads til det forbrugsdominerede samfund, der blev rullet ud, så snart besættelsestidens knaphed var overvundet.