1932: Hvor stærkt skal det danske forsvar være?
Debatten om det danske forsvar i begyndelsen af 1930'erne mindede meget om nutidens debat om indvandrere.
1932 var det sidste fredelige år for dansk udenrigspolitik. I januar 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland, og konfliktopløbet frem mod Anden Verdenskrig begyndte. I 1932 kunne de danske politikere stadig se på den internationale situation med en vis fortrøstning. Til gengæld rasede den økonomiske krise. Det var baggrunden for, at den socialdemokratisk-radikale Stauning-Munch-regering kunne indgå en forsvarsaftale med Venstre, der beskar Danmarks militære udgifter med ca. 15 %. Den forsvarspolitiske aftale i 1932 var usædvanlig, fordi den blev indgået mellem politiske partier, der normalt så meget forskelligt på forsvarsspørgsmålet.
Fra århundredeskiftet havde de forsvarspolitiske debatter i Danmark været præget af markante, principielle uoverensstemmelser mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti (indtil 1915 Højre) på den ene side og Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet på den anden. I Estruptiden løb den udenrigspolitiske hovedkonfliktlinje mellem Højre-regeringen, der fokuserede på Københavns befæstning og bevarelsen af Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed, og de øvrige partier, der ønskede en principiel og permanent dansk neutralitet. Efter Systemskiftet i 1901 var der bred politisk opbakning til neutraliteten. Men Venstre og Højre/Det Konservative Folkeparti mente, at neutralitet bedst kunne sikres gennem et relativt stærkt dansk forsvar, som det blev udtrykt i forsvarsordningerne fra 1909 og 1922, mens S og R hævdede, at Danmark kunne opnå størst sikkerhed ved at afruste. Holdningen var, at et stærkt forsvar ville give Danmark en kunstig militær betydning, der kunne skabe mistro hos stormagterne og udløse et præventivt angreb. Derfor skulle det danske forsvar have en minimal størrelse og kun udføre mindre kyst- og grænsebevogtningsopgaver.
De forsvarspolitiske uenigheder mellem partierne handlede ikke kun om sikkerhedspolitik. Forsvarsdebatterne i første halvdel af det 20. århundrede kan på mange måder sammenlignes med nutidens indvandrerdebat. De udgjorde en central, værdipolitisk kampplads, hvor forskellige ideologiske universer og opfattelser af nation, stat og folk brødes med hinanden. For konservative og liberale politikere var ønsket om og viljen til at forsvare Danmark ikke kun et spørgsmål om at afværge en konkret militær trussel, men et politisk og moralsk imperativ, der skulle sikre det danske folks overlevelse som nation og Danmark som fuldgyldigt medlem af det internationale statssamfund. Tilsvarende indskrev R og S’s forsvarstænkning sig i en bredere antimilitaristisk tradition, der så militæret som led i et bredere sæt af undertrykkende konservative og nationalistiske samfundsstrukturer, som forhindrede en sund, demokratisk samfundsudvikling. Derfor burde man helt eliminere militæret og i stedet øge den politiske, sociale og kulturelle sammenhængskraft, så det danske folk ville være i stand til at overleve en eventuel militær besættelse.
Med den socialdemokratisk-radikale regeringsovertagelse i 1929 havde denne forsvarsideologi vundet indpas i regeringskontorerne. Under indtryk af den økonomiske krise kunne der i 1932 kortvarigt bygges bro til Venstre. Da truslen mod Danmark fra 1933 eskalerede, brød de forsvarspolitiske uenigheder imidlertid ud igen, samtidig med at centrale kræfter i Socialdemokratiet slog ind på en mere forsvarsvenlig linje
Den socialdemokratiske kursændring standsede regeringens nedrustningskurs, og i 1937 lod man i den sidste forsvarsordning inden besættelsen forsvarsudgifterne stige en smule, ligesom man tillod ekstraordinære indkøb af materiel. Der var imidlertid kun tale om en marginal kursjustering, og den ændrede ikke på Danmarks grundlæggende sikkerhedspolitiske udfordring siden slutningen af 1800-tallet: den på én gang udsatte og strategisk vigtige placering som nabo til den stærkeste og mest aggressive kontinentalmagt i Europa.