1927: Dansk musiklivs ubestridt betydeligste komponist

I 1927 stod Carl Nielsen (1865-1931) som det danske musiklivs ubestridt betydeligste komponist. Med udgivelsen af Min fynske Barndom, der fulgte essaysamlingen Levende Musik (1925), lagde han grundstenen til en musikforståelse, der i de næste årtier kom til at stå som indbegrebet af en dansk musikopfattelse. Næsten ethvert musikinteresseret hjem har haft disse bøger stående på reolen. Men samtidig var 1927 et brydningsår i musiklivet. Modernismen, der var brudt igennem i europæisk musikliv omkring 1908, skabte en ny bevidsthed, hvor tonalitet var et valg, og hvor formerne blev sprængt. Carl Nielsen tog udfordringen op, og efter sin store indsats med at forny den danske højskolesang komponerede han i 1920’erne sine mest modernistiske værker som Symfoni nr. 6 (1925) og Klarinetkoncerten (1928). Den nye bevidsthed blev delt af en ung generation af musikere og komponister, der efter Første Verdenskrig havde genåbnet vinduerne mod Europa og skabt koncertrækker, hvor de nyeste musikretninger blev bragt til Danmark. Og fordi de havde en tro på, at den nye kunst kunne og skulle hjælpe med at bringe hele samfundet ind i den nye tid, var de omkring 1927 med til at skabe den kulturradikale bevægelse på musikområdet.

I begyndelsen af århundredet syntes musiklivet at have fundet en stabil struktur. Musikkonservatoriet og Musikforeningen, der begge stod fast forankret i det traditionelle musiksyn, de havde arvet fra Niels W. Gade (1817-1890), var grundpillerne i dansk musikliv. I midten af 1920’erne stod Carl Nielsen i spidsen for begge. Han ledede Musikforeningens koncerter fra 1915 til 1927 og sad i bestyrelsen for Musikkonservatoriet, som han kort før sin død også blev direktør for. Men tingene var i opbrud. Statsradiofonien, eller DR, som den hedder i dag, blev etableret i 1925 (og gjort permanent året efter) og fik hurtigt sit eget orkester, Radiosymfoniorkestret. På den måde overtog DR vigtige funktioner i det levende musikliv. Men det betød også, at musik nu for alvor kom til at spredes på andre måder end ved koncerter. Ikke kun orkestermusikere, men også cafémusikere kunne mærke den nye konkurrence fra radio og grammofon. Musikforeningen stoppede sine koncerter i 1931.

I samtiden fik radio og grammofon – den mekaniske musik – skylden for den ulykkelige situation. Men reelt lå grunden til ændringerne dybere. Musiklivet havde udviklet sig til et punkt, hvor det traditionelle, dannede borgerlige koncertpublikum ikke længere eksisterede i den samme form. Samtidig havde musikken ændret sig. På den ene siden var koncertrepertoiret forblevet klassisk. Det var nemlig de samme klassiske og romantiske værker, man spillede som før krigen. På den anden side havde den klassiske musik udviklet sig afgørende i årene frem til og under Første Verdenskrig. Den moderne eller ligefrem modernistiske musik var der ikke plads til i det traditionelle koncertliv. Derfor skabte unge komponister som Jørgen Bentzon (1897-1951), Finn Høffding (1899-1997) og Knudåge Riisager (1897-1974) nye arenaer, hvor man kunne høre den nye musik.

Men omkring 1927 blev det klart for de unge, kulturradikale komponister, at det ikke var nok at skrive ny musik til små foreningskoncerter. For at nå ud til folk måtte de skrive musik til nogen, der konkret havde brug for den, og i en stil, som de kunne forstå – og samtidig skulle musikken fortsat være moderne. Her greb komponisterne til inspiration fra jazz, fra folkemusik og fra gammel musik fra før romantikken. Komponister som Bernhard Christensen (1906-2004) og Otto Mortensen (1907-1986) er indbegrebet af denne kulturradikale retning i musiklivet. Den nye tilgang skabte en bro mellem den moderne kompositionsmusik og populærmusikken, som hidtil ikke var blevet taget alvorligt som musikform. Det var noget, kapelmestre tog sig af. Nu kom der en bred vifte af musikformer, der rakte fra jazzoratoriet De 24 timer over kommunistisk teatermusik til nyskabende undervisningsmusik for børn. Selv om Carl Nielsen ikke selv var kulturradikal, var han med til at lægge grunden til det, de unge komponister førte videre.

Se flere artikler i serien her.