1922: Atomer
Da Niels Bohr (1885-1962) modtog Nobelprisen i fysik, blev han hyldet som en sand nationalhelt. Nyheden var på forsiden af landets aviser dagen efter, at uddelingen var blevet annonceret i Stockholm den 9. november 1922. Betydningen af Bohrs atomfysiske arbejde blev understreget i en kronik i Politiken af den nyudnævnte professor i matematik ved Københavns Universitet Niels E. Nørlund (1885-1981). Nørlund, der i øvrigt var Bohrs svoger, tøvede ikke med at sammenligne ham med den berømte fysiker Isaac Newton (1643-1727).
Bohr var kendt som beskedenheden selv og skrev straks et lykønskningsbrev til Albert Einstein (1879-1955), der også havde modtaget sin pris (tildelt 1921) samme år. I brevet skrev Bohr, at han var opstemt over at høre om Einsteins pris og glad for, at Einstein havde fået den først. Et typisk udtryk for Bohrs ydmyghed, svarede Einstein.
Samme år udkom den første populærvidenskabelige bog på dansk om den nye atomfysik, som Bohr havde været med til at udvikle. Forfatterne tilskrev Niels Bohr det meste af æren for den nye fysik. Bohrs Atomteori lød titlen, og i forordet blev det levende beskrevet, hvordan Bohr ”i den første Tid maatte vandre sin Vej alene, ledet af sine omfattende Kundskaber, sin store Kombinationsevne og, ikke mindst, sit sikre Instinkt.”
Bohr etablerede sig som professor i fysik ved Københavns Universitet med sit eget institut for teoretisk fysik, der blev oprettet i 1917 med støtte fra staten og Carlsbergfondet. Niels Bohr var nok et videnskabeligt forbillede i Danmark, men hans videnskab var i høj grad international. Bohr havde som ung forsker arbejdet i Storbritannien med fysikere som J. J. Thomson (1856-1940, opdager elektronen i 1897) og Ernest Rutherford (1871-1937, opdager atomkernen i 1911). I 1913 udgav Bohr tre videnskabelige artikler om opbygningen af atomer og molekyler i det britiske Philosophical Magazine. Artikeltrilogien kom til at udgøre et vigtigt fundament for kvantefysikken, fordi andre fysikere i Europa videreudviklede Bohrs ideer.
Efter afslutningen på Første Verdenskrig gik Bohr sammen med andre danske videnskabsfolk aktivt ind i kampen for videnskabelig internationalisme. Det bestod især i at sørge for, at tyske fysikere som repræsentanter for den tabende krigsmagt ikke blev udelukket fra det gode videnskabelige selskab. Bohr skabte et helt unikt forskningsmiljø – kendt som Københavnerånden – præget af international åbenhed, frie diskussioner og fagligt fællesskab. International tolerance var i det hele taget en fast overbevisning hos Bohr i en tid, hvor nationalismen var på stærkt fremtog i Europa. I 1935 udtalte han til Berlingske Aftenavis: ”Videnskabeligt Arbejde er i sin Natur det Omraade, hvor Forskellen mellem forskellige Folks Traditioner er mindst fremtrædende.”
Allerede ved Nobelbanketten i 1922 havde Niels Bohr beskrevet sig selv som et kulturelt og videnskabeligt forbindelsesled mellem den tyske og den britiske forskningstradition. Beskrivelsen stod i stærk kontrast til den nationale retorik, som ofte var knyttet til uddelingen af Nobelprisen. Bohr udnyttede sin neutrale position til at tiltrække midler fra mange forskellige kilder, blandt andre den amerikanske Rockefellerfond.
Under Anden Verdenskrig måtte Niels Bohr flygte med sin familie til USA. Her blev han kortvarigt tilknyttet det amerikanske atomvåbenprogram, men amerikanerne stolede ikke rigtigt på ham på grund af hans store internationale netværk, der også omfattede sovjetrussiske forskere. I 1950 skrev Bohr da også et åbent brev til FN, hvor han argumenterede for nødvendigheden af en ”åben verden”. Det var især informationer knyttet til atombomben, Bohr havde i tankerne, for han mente, at hemmeligholdelse ville føre til mistro mellem nationerne og i sidste ende et rædselsvækkende atomkapløb. Bohrs åbne verden, som var en naturlig udlægger af den videnskabelige Københavnerånd, han selv havde været med til at skabe, blev dog afvist af magthavere i vest og øst. I den kolde krigs lukkede verden var der ikke megen plads til mellemfolkelig forståelse.