Etablerede klimafolk angriber igen Lomborg og vil have artikel bandlyst
Klima: Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Concensus Center, er under anklage for at vildlede i klimadebatten. Chefredaktøren, der har trykt hans omstridte artikel om effekten af aftalen på klimatopmødet i Paris, bakker ham op.
Danske Bjørn Lomborg har i årevis været en mester i at provokere den etablerede mening på miljø- og klimaområdet over det meste af kloden. Nu har hans seneste artikel i tidsskriftet Global Policy Journal skabt massiv debat samt kritik og anklager om alt fra talmagi til urent trav og beskyldninger om at have leveret en uredelig videnskabelig artikel.