1914: Verdenskrig blev lang og kedelig for danske soldater
Den 31. juli begyndte militæret at mobilisere tusindvis af værnepligtige, der skulle sikre Danmarks neutralitet.
Den første uge i august 1914 brød Europa i brand. At erklæret neutralitet ikke var nogen garanti for fred, blev klart, da Tyskland angreb Belgien. Det var ikke uden grund, at danskere var bekymrede for fremtiden, og allerede den 31. juli begyndte militæret at mobilisere tusindvis af værnepligtige, der skulle sikre landets neutralitet.
For soldaterne i den danske sikringsstyrke blev krigen lang og kedelig. Det lykkedes nemlig at holde Danmark uden for krigen. Det skyldtes, at krigens parter mente, at det var i deres egen interesse med et neutralt Danmark. For Danmarks sikkerhed var det afgørende, at der ikke blev rokket ved den opfattelse. Her var regeringens ene hovedopgave i krigsårene. Den anden var at arbejde for, at der var forsyninger nok til danskerne. I 1914 var Danmark en åben økonomi, der var helt afhængig af udenrigshandel. At fremtiden ville blive vanskelig, når de vigtigste handelspartnere var i krig med hinanden, var ikke svært at se. For Danmark blev verdenskrigens front ikke militær, men økonomisk.
Derfor vedtog Rigsdagen umiddelbart efter krigsudbruddet love, der gav regeringen ret til at styre store dele af økonomien. De følgende år brugte regeringen lovene til stribevis af indgreb: Der blev indført maksimalpriser, prisstøtteordninger, eksportforbud, rationering og forbud mod brug af brødkorn til foder og spiritusfremstilling. Staten voksede sig uhørt stærk, og dens vigtigste kommandocenter var Indenrigsministeriet og ’Den overordentlige Kommission’, der stod for den nye reguleringsøkonomi. I kommissionen sad kendte erhvervs- og fagforeningsfolk, og regeringen håbede, at det ville skabe forståelse for indgrebene i erhvervslivet og hos forbrugerne. Det holdt nogenlunde stik, selv om de embedsmænd, der skulle forhindre, at profitjagt førte til overtrædelser af de mange regler og forbud, havde mere end travlt, og selv om erhvervsfolk regelmæssigt brokkede sig over mistede fortjenester.
Trods brokkeriet blev der tjent masser af penge, fordi neutrale lande kunne udnytte den store efterspørgsel fra de krigsførende lande. Højkonjunkturen blev symboliseret ved gullaschbaronen, der fik navn efter folk, der solgte mad, blandt andet gullasch, til soldater ved fronten. I bredere forstand var det de nyrige, som udnyttede krigen til at tjene store penge uden smålige hensyn til moral og siden udstillede deres rigdomme gennem uhæmmet luksusforbrug. Der var også godt med gullaschbaroner i landet. Men det var især det veletablerede erhvervsliv – skibsredere, fabrikanter, grosserer, bankfolk, godsejere og storbønder – der blev rige. Det viser statistikkerne.
De gode tider omfattede langt fra alle. Trods maksimalpriser og rationering steg priserne voldsomt. Det gjorde lønninger for arbejdere og offentligt ansatte ikke. Regeringen måtte søsætte store sociale hjælpeprogrammer, der tog toppen af sult og nød, men især det sidste krigsår var hårdt for mange. Programmerne kostede som andre dele af reguleringsøkonomien og sikringsstyrkerne mange penge, og i løbet af krigen blev skatterne sat drastisk op. Her måtte de velstående holde for: Det neutrale Danmark var det første land, der indførte skat på krigsprofitter.
Bortset fra sønderjyderne, der som tyske statsborgere oplevede krigen på nærmeste hold, undslap danskerne krigens massedød og rædsler. Til gengæld viste krigen, at Danmark var fuldstændigt afhængig af omverdenen. For at redde landet gennem krigen fik stat og regering store beføjelser, som de dygtigt udnyttede, og det blev en erfaring, der trak spor. En stærk stat kunne både sikre en effektiv økonomi og afhjælpe sociale problemer. Det pegede frem mod velfærdsstaten, hvis hovedarkitekter var krigens radikale regeringsparti og deres socialdemokratiske allierede. I opbygningen af velfærdsstaten blev rollerne dog byttet om: Her var socialdemokraterne storebror.