1911: Danmark havde to verdensstjerner i filmens barndom
Omkring år 1900 blev de første danske film optaget, og Danmark fik herefter en blomstrende filmindustri.
Asta Nielsen (1881-1972) blev ved en publikumsafstemning i 1911 valgt som verdens bedste filmskuespillerinde, og i 1919 debuterede Carl Th. Dreyer (1889-1968) som instruktør. Allerede kort inde i det 20. århundrede havde dansk film dermed fostret to verdensstjerner: en filmdiva og en mesterinstruktør. Det skete kort efter mediets fødsel i 1890’erne, og det lykkedes, fordi Danmark hurtigt fik en filmindustri.
Omkring år 1900 blev de første danske film optaget, og i årene 1904-1906 åbnede Ole Olsen (1863-1943), Constantin Philipsen (1859-1925) og Thomas S. Hermansen (1867-1930) de første biografer i København og Aarhus. Som i Hollywood tog Olsens Nordisk Films Kompagni (NFK) i Valby og Hermansens Fotorama i Aarhus både produktion og udlejning op.
Efter gennembrud med Afgrunden i 1910 og otte film i 1911 fik Asta Nielsen, Die Asta, status som verdensstjerne. Fra start arbejdede hun sammen med sin senere mand, Urban Gad (1879-1947), der skrev og instruerede ca. 30 af hendes film indtil 1914. Hendes force var en forståelse for intenst spil og mimik uden store fagter – modsat andre i stumfilmstiden. Det havde nok også betydning, at hendes film bragte dansk films erotiske melodrama ud i verden.
Sidst i 1910’erne debuterede Dreyer som instruktør med Præsidenten (1919), der blev lavet på NFK. Den eneste film, han ellers lavede i Valby, blev Blade af Satans Bog (1920). Årsagen til bruddet var penge. Unge Dreyer nægtede at lave filmen for 150.000 kr. i stedet for hans eget beregnede budget på 230.000 kr., men det endte med, at han krøb til korset og lavede filmen på selskabets betingelser. Dreyer kom aldrig tilbage til Nordisk, men producerede i årevis ude i Europa.
Hans senere danske film blev lavet for andre, oftest Palladium. Som Die Asta blev han verdensberømt for sine bidrag til filmkunsten. Blandt hans vigtigste film er Du skal ære din Hustru (1925), mesterværket Jeanne d’Arcs Lidelse og Død (1928), Vampyr (1932),Vredens dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964). Men hvad lavede Dreyer, før han lavede film? Også film – på Nordisk endda. Fra 1913 til debuten arbejdede han med manuskripter, skrev mellemtekster og klippede film. Det var en god mesterlære.
I 1910 lavede Fotorama en usædvanligt lang film, der var med til at åbne for fremtidens produktion af lange spillefilm. Normal varighed var maksimalt et kvarter, men Den hvide Slavehandel varede op mod tre kvarter og blev en gigantisk succes. NFK plagierede den straks. Fotorama protesterede, men før det kom til en retslig afgørelse, indgik man forlig: Fotorama fik udlejningen af NFK’s film i Danmark, Norge og Sverige. En givtig aftale for begge selskaber, da det omvendt gav NFK adgang til Fotoramas distributionsnet. Sammen lagde NFK og Fotorama grundstenen til dansk filmindustri.
I 1920’ene dominerede NFK og Palladium i Danmark. NFK’s film var præget af samlebåndsproduceret komik, melodrama, lidt krimi og erotik, mens Palladium fik succes med Fyrtaarnet og Bivognen. I 1930’erne gjorde lydfilmens gennembrud det vanskeligt for et lille sprogområde som det danske at klare sig internationalt. Årtiets danske film var præget af folkekomedier, lystspil, sang og musik med stjerner som Marguerite Viby (1909-2001) og Liva Weel (1897-1952).
Under besættelsen 1940-45 blev flere film mere alvorlige, men tyskernes forbud mod amerikanske, engelske og franske film gav også plads til, at danske film kunne gøre sig i genrer som film noir, krimi og lystspil. Filmbranchen tjente godt på at udfylde tomrummet efter de forbudte film. Efter befrielsen holdt nogle fast i alvoren – bl.a. med film, der tog temaer fra besættelsestiden op: modstandsbevægelse, sabotage og værnemageri. Samtidig fik også hverdagens problemer plads på lærredet, før 1950’ernes billetsalgsrekorder og gradvise velstandsstigning med tv, nye folkekomedier og Korch-film satte ind.