1909: Aarhusiansk udstilling tog Danmark med storm
Der var mange bekymringer, da Aarhus den 18. maj 1909 efter et heftigt stormvejr om natten slog portene op til Landsudstillingen.
Kunne Aarhus klare det, og ville det stå i vejen for hovedstadens udvikling på længere sigt? Bekymringerne var mange, da Aarhus den 18. maj 1909 efter et heftigt stormvejr om natten slog portene op til Landsudstillingen. Folk trodsede sølet og strømmede ind, og inden udstillingens sidste dag i oktober havde der været en halv million besøgende.
Landsudstillingen var på en gang en parade af det moderne erhvervsliv og en manifestation af aarhusiansk lokalpatriotisme. Lokale erhvervsfolk og byrådet bakkede op med penge, og selv statskassen åbnede sig. Store udstillinger sang egentlig på sidste vers, men Aarhus nåede med på vognen. Med arkitekten Anton Rosen (1859-1928) i spidsen blev der skabt en udstilling, der med sit fuldendte design med bygninger i hvidmalet træ og gendigtninger af antikke bygningsformer blev et gennemført totalteater.
Ideen var at fremvise det moderne samfund i al sin imponerende totalitet. Udstillingens hovedgrupper var håndværk og industri. Andre emner var havebrug, landbrug, fiskeri, kunst, idrætsvæsen, kommunale institutioner, skove, fiskeri, statsinstitutioner, de danske kolonier og bilande samt historiske bygninger.
Aarhus lagde grund til – og stillede underskudsgarantien – men København trak læsset med 700 udstillere, mens Aarhus kunne fremvise 350. De resterende 800 kom fra resten af landet. Det var også københavnske virksomheder, der lagde navn til de to himmelstræbende ikoner, Tuborg Triumfbue og Carlsberg Sejrssøjle, der stod på hver side af Industrihallen lige ved indgangen. Over det hele tronede Elektricitetstårnet på 60 meter, og i tårnets indre havde landets største foretagende, Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, bygget sin udstilling op, så man fik demonstreret selskabets verdensomspændende kabelnet. En lokal triumf var det dog, at den største maskine blev leveret af S. Frichs Efterfølger, der havde opstillet en dampmaskine på 400 hestekræfter.
Industriens dominans på udstillingen var et ret præcist billede af forholdene i erhvervslivet, for antallet af arbejdspladser og produktionen inden for industrien steg år for år. Med videnskabelige studier i ryggen begyndte industrien i 1920’erne og 1930’erne at lægge arbejdet til rette med samlebånd og tidsstudier.
Bag væksten lå først og fremmest industriens evne til at tage nye teknologier i brug til fremstillingen af nye varer. Danske virksomheder blev førende inden for smør, bacon, specialmaskiner (især til landbruget), margarine, cement, kraftmaskiner, skibsteknologi og elektriske sporvogne. Gassen og elektriciteten vandt indpas som brændsel ved siden af kul og koks.
Håndværkets betydning var derimod dalende i disse år. Industrien satte sig på fremstillingen af mange varer, der tidligere havde været håndværkernes område. Til gengæld kom der flere bygningshåndværkere til, fordi byerne voksede.
Landbrugets relativt tilbagetrukne placering på udstillingen var ikke et retvisende billede af dets betydning. Smør, flæsk og æg var de vigtigste varer i udenrigshandlen, men markedet var stort set begrænset til Storbritannien og Tyskland. Bedre gødning og fodring gav år for år et større afkast og bedre dyreprodukter. På landet gik det altså godt, men en fare lurede. Der blev ikke ved med at være brug for så mange hænder, og da den økonomiske krise ramte efter 1930, faldt indbyggertallet på landet.
Godserne var fraværende på Landsudstillingen i 1909. Siden Grundlovens indførelse i 1849 havde man haft kig på de største godsers særstatus, og i 1919 fik husmændenes og bøndernes partier, Det Radikale Venstre og Venstre, ført opgøret igennem. En tredjedel af lensbesiddernes jorder blev udskiftet til 5.000-6.000 små husmandsbrug. Mange godser fik svært ved at få enderne til at mødes, og bitterheden i den gamle adel var stor. Men mindst lige så stor var glæden hos de mange husmandsfamilier, der med hårdt arbejde på de små landbrug med den karakteristiske trelængede gård lige akkurat kunne få det til at løbe rundt.