1907: Menneskets viden om naturen revolutioneres
Hvor man tidligere koncentrerede sig om at klassificere planter og dyr, blev spørgsmålene nu bredere og mere fundamentale.
I begyndelsen af det 20. århundrede spillede danske botanikere og zoologer en afgørende rolle i beskrivelsen af plante- og dyresamfund, som defineres af økologiske sammenhænge. Et fremtrædende bidrag kom fra botanikeren Christen Christiansen Raunkiær (1860-1938) i form af monografien Planterigets Livsformer og deres Betydning for Geografien i 1907.
På udgivelsestidspunktet havde biologien netop været igennem en fænomenal udvikling fra en beskrivende naturhistorie til en mere videnskabelig disciplin med fokus på at forklare livets udvikling og arternes udbredelse. Hvor man tidligere koncentrerede sig om at klassificere planter og dyr, blev spørgsmålene nu bredere og mere fundamentale, idet man søgte at forklare, hvorfor bestemte arter trives i særlige miljøer, hvor andre bukker under. Den tyske biolog Ernst Haeckel (1834-1919) navngav økologien – læren om naturens husholdning – allerede i 1866 (oikos betyder hus på græsk) som den videnskab, der beskriver, hvordan levende organismer interagerer med hinanden og deres miljø.
I sin bog viste Raunkiær, hvordan ikke-biologiske faktorer som temperatur og nedbør bestemte ”planteklimaet” og dermed forekomsten af de enkelte arter. Planternes udbredelse blev nu tilskrevet fysisk-kemiske betingelser i miljøet, og Raunkiær udviklede et plantegeografisk system med en metode til en eksakt bestemmelse af forholdet mellem klima og planteverden. Som grundlag for disse ”planteklimaer” inddelte Raunkiær planterne i ti grupper af livsformer særligt baseret på de enkelte arters evne til at overleve ugunstige årstider, idet han især lagde vægt på knoppernes beskyttelse mod frost og andre stressfaktorer.
Raunkiær var meget bevidst om, at arternes forekomst og hyppighed skulle kunne kvantificeres på en eksakt videnskabelig facon. Her var samtidens udpræget skønsmæssige metoder ikke tilstrækkelige. Raunkiær beskrev derfor en helt ny tilgang, den såkaldte cirklingsmetode, hvor man tæller alle arter i en cirkel med en radius på 10 cm. Såfremt man tilfældigt udvælger en række små arealer inden for et givet plantesamfund, kan de opnåede artsfordelinger beskrives statistisk. Og med sans for betydningen af den kvantitative databehandling navngav Raunkiær sågar en artikel: ”Tal er videnskabens versefødder”. Metoden, hvor man kækt kaster den lille cirkel over skulderen, bruges sågar flittigt den dag i dag og spiller stadig en afgørende rolle i beskrivelsen af økosystemer verden over.
Raunkiær voksede op i Vestjylland og var egentlig født Christensen, men tog senere navn efter fødegården Ravnkærgaard. Umiddelbart efter studentereksamen i 1879 begyndte han på botanikstudiet ved Københavns Universitet, og efter en række forskellige ansættelser efterfulgte han Johannes Eugenius Warming (1841-1924) som professor i botanik i 1911 og blev også direktør for Botanisk Have. Raunkiær var lynende intelligent og viste begrænset interesse for dem, der ikke mødte hans høje akademiske niveau. Udover den naturvidenskabelige forskning havde han stor interesse for poesi, hvilket kom til udtryk i mere skønlitterære publikationer som afhandlingen om Planterne i den religiøse Digtning fra 1931.
Raunkiærs og Warmings fremgangsmåde spiller stadig en vigtig rolle i den moderne økologi, og netop ændringer i planternes geografiske udbredelse er der stadig fokus på i dokumentationen og forståelsen af de nuværende klimaændringers betydning for planter og dyr. Vi oplever således nu, at mange arter vandrer mod polerne, mens arter ved polerne fortrænges. I Danmark betyder det, at vi i de seneste par årtier har måttet lægge hus til en række invasive arter, som tidligere kun fandtes sydpå.