1905: Modernismens byggerier skulle signalere lethed og åbenhed
Bygninger skulle være let læselige, også når man hastede forbi i moderne transportmidler – ornamenter var kun for fodgængere.
I 1905 blev Københavns nye rådhus indviet. Arkitekten, Martin Nyrop (1849-1921), syntes, at byen skulle kulminere i en borg med tårn og skydeskår. I 1941 var det Aarhus’ tur til at få et nyt rådhus. Arne Jacobsen (1902-1971) og Erik Møller (1909-2002) havde andre hensigter end Nyrop. Deres vinderprojekt fra 1938 ville modernisere rådhuset som bygningstype, og Aarhus skulle være på højde med tidsånden.
Ind imellem disse to årstal – i 1928 – blev det tredje Christiansborg indviet, efter at kongen havde lagt grundstenen til byggeriet i 1907. ”Borgen” er mindre borgagtig end rådhuset i samme by, og Thorvald Jørgensens (1867-1943) trefløjede anlæg minder mest af alt om et fyrsteligt barokpalads. Nyrop havde skelet til fortidens rådhuse i Italien, men stræbte mod noget folkeligt og nationalt, mens parret Jacobsen og Møller delte modernismens modvilje mod den historicisme, som Jørgensen praktiserede. Især i den sidste del af det 19. århundrede havde der været frit valg fra alle hylder: Man kunne efter forgodtbefindende efterligne eller kombinere tidligere tiders stilarter. Teatre blev fx bygget i det 17. eller begyndende 18. århundredes barokstil – festlig, overdådig og netop teatralsk. Eller banker blev opført på florentinsk manér: Ikke alene gav stilen indtryk af tyngde og soliditet, men den mindede også om, at bankvæsenet var opstået i renæssancens Firenze.
Jacobsen og Møllers idealer var hverken nationale eller tilbageskuende. Hvor barokken lod elementer formere sig lystigt, rykke frem og tilbage i ét væk eller smelte sammen i svulmende former og stadige retningsskift, skulle den moderne arkitektur være målrettet, klar og enkel. Bygninger skulle være let læselige, også når man hastede forbi i moderne transportmidler – ornamenter var kun for fodgængere. Hvis renæssancens florentinske palæer rejste sig af tunge, groft udhuggede sten, skulle modernismens byggerier signalere lethed og åbenhed. Vinduerne skulle gerne være næsten plane med den glatte murflade, som gav indtryk af blot at være en papirtynd klimaskærm. Det bærende stålskelet kunne vende forholdet om, så netop bygningens basis var den mest transparente og åbne. Det var fx tilfældet med Salling Varehus i Aarhus (C.F. Møller og Gunnar Krohn) fra 1948 – et træk, ombygning fint har forstærket.
Marmorbeklædningen på Aarhus Rådhus blev – som tårnet – påduttet arkitekterne. Mere monumental tyngde skulle tilføjes bygningen, der består af tre klart adskilte kuber: En langside mod Rådhuspladsen, hvor indgangspartiet bærer den yderste del af rådssalen, der skyder sig ud i flugt med den vinkelrette mellemste fløj, kontorfløjen, og formidler mellem rådhushal og byrum. Den høje administrationsfløj følger Park Allé. Det samme gør den lave servicefløj, men med en forskydning formidlet af rådhustårnet. For at markere åbenheden er fløjen forsynet med vinduer, der er større end standarden. De største vinduesflader er festsalens ud mod Rådhusparken, hvor balkoner skaber forbindelse mellem ydre og indre ved at bryde gennem glasmembranen. Bygningens kølige ydre spilles ud mod interiørets varme spil af filigranagtige trælameller og de lodrette strenge i gelænderne langs balkoner og trapper. Trappeforløbene tilstræber en svævende lethed, der formidler en fornemmelse af fri bevægelighed.
Hvor både Københavns Rådhus og Christianborg som helhed virker ubevægelige i deres symmetri, er det betegnende, at den tredelte hovedindgang på Aarhus Rådhus – en slags nytolkning af en triumfbue – er trukket ud mod Park Allé. Sideplaceringen af rådhustårnet foregribes af Københavns Rådhus. I modsætning til både dette og Christiansborgs dominerende midtertårn tegner Aarhus Rådhustårn en kantet figur mod himlen, men så den åbne form vibrerer mellem en stilladsagtig ydrekontur og en indre kerne. Magtens bolig kunne ikke være et tårn foruden, og de tre tårne fortæller i sig selv om magtens modernisering.