1902: Ungdommen skulle reddes!
Både krop og sjæl skulle ledes på rette vej.
”Kære troende Søstre, Have I kæmpet, bedet og arbejdet for en vildfaren Søster, indtil I have fundet hende?” Sådan stod der i ”Maanedsblad for Kristelig Forening for Unge Piger i Kjøbenhavn” i juni 1902.
I den kristelige forenings månedsblad kan man læse om arbejdet med at give unge kristne kvinder en tryg ramme midt i en hastigt voksende storby, der let kan lokke til fordærv. Foreningen blev i løbet af 1902 en del af omorganiseringen af det kristne ungdomsarbejde for piger i Danmark inden for Kristelig Forening for Unge Kvinder (KFUK).
KFUK og parallellen for unge mænd (KFUM) viser, hvordan dansk kirkeliv og kristendom forandrede sig med inspiration fra den store verden i begyndelsen af 1900-tallet. Foreningerne udsprang af YMCA-bevægelsen (Young Men’s Christian Association), som blev grundlagt i Storbritannien i 1844. Ungdommen skulle reddes! Det var en mission, der prægede de kristne kirker og menigheder i den vestlige verden. Bevægelser som Oxfordbevægelsen blussede op og forsvandt igen, mens eksempelvis KFUM og KFUK holdt stand.
I bestselleren ”Ungdomsliv” fra 1905 skrev en af KFUM’s frontfigurer, Olfert Richard, at ønsket var at tegne ”et Billede af et ganske jævnt og naturligt, men helt igennem udmærket og sundt ungt Menneske.” Både krop og sjæl skulle ledes på rette vej. I stedet for at bekæmpe de unges interesser skulle de kristelige foreninger give dem muligheden for at udleve dem i en tryg, kristen ramme.
Samtidig er KFUM og KFUK med deres udspring fra Indre Missions ungdomsarbejde også et udtryk for en særlig dansk udvikling. De er et eksempel på den store rolle, vækkelsesbevægelserne fik i en dansk sammenhæng. Både de grundtvigske og de missionske kredse indgik i folkekirken i stedet for at danne selvstændige frikirker. Men dermed tog de også en række spændinger med ind i en kirke, som kom til at danne ramme om vidt forskellige fortolkninger af, hvad det vil sige at være kristen. De vækkelser, som efter dannelsen af folkekirken med Grundloven i 1849 blev til kirkelige bevægelser, danner i perioden 1900-1950 baggrund for en kolossal vækst i foreninger og initiativer på land og i by. Alle delte de et fælles spørgsmål: Hvilken rolle skulle kristendom og kirke spille i det nye samfund, som voksede frem i Danmark?
Overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund satte sine spor overalt, og urbaniseringen gav store udfordringer. På tværs af de kirkelige retninger og foreninger gik der et ønske om aktivitet og engagement. For individet og for fællesskabet. Der blev arrangeret foredragsaftener, selskaber og udflugter for de mange unge, som var søgt til byerne. KFUK realiserede en stor drøm i 1920 med bygningen af deres helt egen ’borg’ på Store Kannikestræde 19 midt inde i København. Hermed fik man de helt rette rammer om det kristelige ungdomsliv i hovedstaden.
Det store spørgsmål var netop, hvordan man som kristen skulle forholde sig til samfundets hastige forandringer. Skulle man tage afstand og isolere sig? Eller skulle man i stedet gå stærkere ind i dem og sætte sit præg på den måde? Skulle man bygge missionshuse eller forsamlingshuse, og hvad skulle der foregå i lokalerne? Og hvad skulle man i det hele taget stille op med alle de passive medlemmer af kirken, som udgjorde det store flertal? Det blev særligt et spørgsmål i folkekirkens sogne, hvor de nye menighedsråd, som blev oprettet netop i disse år, stod med den opgave at samle både de aktive og passive i menigheden.
Med menighedsrådene fik man et indre demokrati i folkekirken. Menighedsrådsloven markerede, sammen med tidligere love om valgmenigheder og sognebåndsløsning, ønsket om at skabe rammer for forskellighed inden for folkekirken, så der både var plads til de forskellige aktive grupper og til det store flertal af medlemmer, som især kommer til dåb, konfirmation, vielser og begravelser. Det er de samme spørgsmål, som sætter dagsordenen i folkekirken i dag, når diskussionen handler om kirkens rolle i et samfund under forandring. I dag sker væksten især inden for tilbud til de kulturkristne medlemmer, som ikke kommer i kirke om søndagen, men gerne resten af ugen til børnearrangementer, bryllupper og babysalmesang. Folkekirken har i høj grad tilpasset sig det store flertal.