1901: Systemskifte

»En Bonde og en Landsbyskolelærer i Kongens Raad« hed det på forsiden af Aarhus Stiftstidende 24. juli 1901. Det var nye tider. Et ”Systemskifte”, som det allerede kaldtes dengang. Danmark havde fået en regering, der var i overensstemmelse med Folketingets flertal. Nu rådede parlamentarismen i Danmark. Ikke nødvendigvis for al fremtid, men indtil ”man”, ”nogen” eller måske kongen ikke syntes, at det var en god idé længere. Overvejelser om at opgive det parlamentariske princip blev gjort i de efterfølgende år, men de nåede aldrig en styrke, der kunne etablere et alternativ. Så i dag kigger vi tilbage på langt over 100 år med parlamentarisme som statsskik her til lands. Den blev dog først grundlovsfæstet med Grundloven af 1953.

Det var Christian 9. (1818-1906), der i juli udnævnte en regering med flertal i Folketinget. Det skete efter 35 års bitter forfatningskamp, hvor kongen uden tanke på Folketinget havde udnævnt regeringer bestående af især godsejere fra partiet Højre. De havde ganske vist flertal i Landstinget – der blev valgt af et mindretal af privilegerede borgere – men de havde samtidig hele tiden haft et stort flertal i Folketinget imod sig. Det bestod af forskellige grupperinger af partiet Venstre og fra 1884 nogle få socialdemokrater. I denne konflikt gik lovgivningsarbejdet i stå. Det gjorde udviklingen af landet også. Konflikten var især tilspidset i midten af 1880’erne, hvor der var frygt for regulær opstand.

Situationen var uholdbar. Bønderne i Venstre krævede indflydelse. Det samme gjorde hovedstadens radikale intellektuelle, der også samledes i Venstre og havde deres stærke talerør i dagbladet Politiken. Socialdemokraterne var deres forbundsfæller i denne sag, omend der også var venstrefolk, der gruede for de stadigt flere og mere selvbevidste arbejdere. Det dynamiske erhvervsliv i byerne, der blev industrialiseret med rivende hast, kunne heller ikke leve med situationen. De krævede en moderne lovgivning og et administrativt velfungerende land.

Ved folketingsvalget i april 1901, der var det første med hemmelig afstemning, fik Venstre 76 af tingets 114 sæder. Højre fik kun 8 mandater. Den 83-årige konge var med påvirkning fra sine børn og svigerbørn samt en kreds af forretningsmænd med relation til Østasiatisk Kompagni nået frem til, at man måtte have et Venstre-ministerium. Men han forhastede sig ikke. Han skulle lige først på halvanden måneds kurophold i Wiesbaden i Tyskland. Inden afrejsen orienterede han dog i fortrolighed konseilspræsident Sehested (1842-1924) om, at der ventede en opsigelse, når det behagede kongen at vende retur.

Hjemvendt fra Wiesbaden udnævnte kongen så J.H. Deuntzer (1845-1918) til konseilspræsident og bad ham danne en regering af venstrefolk. Deuntzer var juraprofessor og sad i en række erhvervsbestyrelser, blandt andre ØK. Kongen havde truffet Deuntzer en enkelt gang, hvor han havde spurgt: »Er De venstremand, hr. professor?« »I nogen grad, Deres Majestæt,« var det ufarlige svar. Deuntzer var ikke folkevalgt. Det så kongen uden tvivl som en fordel, for på den måde blev overgangen til et Venstreministerium ikke en kongelig indrømmelse til Folketinget.

Regeringens stærke mand var dog en landsbydegn, J.C. Christensen (1856-1930), som blev kultusminister (minister for folkekirken og uddannelse). Christensen blev også konseilspræsident efter valget i 1905 og regnes den dag i dag blandt de allerstørste danske politikere. Han samlede de forskellige partigrupper til et moderne Venstre i en proces, der sluttede i 1910. Christensen skilte sig i den forbindelse af med dem, der ikke var plads til: de radikale intellektuelle og deres bagland blandt husmænd. De dannede i stedet Det Radikale Venstre i 1905.

Danske konger fortsatte imidlertid med at have politisk indflydelse, og helt frem til 1940 blandede de sig aktivt i regeringsdannelsen. En lille reminiscens af denne indflydelse kan i dag anes i de såkaldte dronningerunder.