Fortsæt til indhold
Indland

Politiet: Anholdt for knivstikkeri har sympati for Islamisk Stat

Overfald: Forskellige spor i efterforskningen peger på, at den anholdte 25-årige palæstinenser kan være radikaliseret, og at han har sympati for terrorgruppen Islamisk Stat.

Mads Westermann

En del af den efterforskning, som Nordsjællands Politi i løbet af tirsdagen gennemførte i forbindelse med knivangrebet på en politibetjent i Røde Kors’ asylcenter i Sandholmlejren, peger i retning af, at den 25-årige statsløse palæstinenser, som er anholdt i forbindelse med overfaldet, kan være radikaliseret, og at han har sympati for terrorgruppen Islamisk Stat. Det oplyste Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften. I pressemeddelelsen hed det endvidere, at efterforskningen har vist, at den 25-årige kan være psykisk ustabil.

Storstilet menneskejagt

Manden, som politiet sætter i forbindelse til knivoverfaldet, blev anholdt tirsdag formiddag efter en storstilet menneskejagt.

Overfaldet skete, da en 56-årig politibetjent tirsdag morgen kl. halv fire mødte på sin normale vagt i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter i Center Sandholm.

Her opdagede han, at der var lys i nogle lokaler, hvor der normalt ikke er aktivitet på den tid af døgnet. Da han ville undersøge sagen nærmere, blev han overfaldet og stukket i armen med en kniv. Betjenten blev i første omgang ikke mere såret end, at han kunne tage kampen op mod angrebsmanden, og i det efterfølgende håndgemæng lykkedes det overfaldsmanden at stikke betjenten yderligere to gange. En gang i skulderen og en gang i halsen.

Overfaldsmanden stak umiddelbart efter overfaldet af fra gerningsstedet, mens den sårede betjent selv var i stand til at tilkalde hjælp.

Betjenten, som efter overfaldet var i livsfare, blev med udrykning kørt til behandling på Rigshospitalet, hvor han øjeblikkeligt kom på operationsbordet. Først sent tirsdag formiddag kunne han meldes uden for livsfare.

Overfaldet på betjenten udløste en omfattende og intens menneskejagt omkring Center Sandholm, hvor flere kvadratkilometer blev afspærret. Politibiler med blinkende lanterner og bevæbnede betjente i skudsikre veste blokerede samtlige tilkørselsveje til området, og adskillige busruter blev omlagt.

Helikopterbistand

Imens gennemsøgte et stort antal betjente fra Nordsjællands Politi, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi de store natur- og skovarealer i området, mens to af forsvarets helikoptere med infrarøde kameraer afsøgte området fra luften.

Den anholdte er en person, der bor på Kriminalforsor-gens udsendelsescenter på Sjælsmark Kaserne, og han har under normale omstændigheder ikke nogen ærinder på Center Sandholm.
Magnus Andresen, chefpolitiinspektør, Nordsjællands Politi

Med hjælp fra hunde, der fulgte gerningsmandens spor over adskillige af de hegn, som omgiver Center Sandholm, lykkedes det politiet at lokalisere den 25-årige statsløse palæstinenser, der lidt efter kl. 10 tirsdag formiddag blev anholdt.

Politiet ved endnu ikke, om den anholdte palæstinenser er gerningsmanden, men ifølge vicepolitiinspektør Kim Bruun fra Nordsjællands Politi er man sikker på, at han har forbindelse til overfaldet på betjenten.

Efter anholdelsen fortsatte de store politistyrker med hunde med at lede efter spor i sagen, og i løbet af formiddagen sikrede politiet ifølge Kim Bruun flere tekniske spor og genstande, som vil blive brugt i den videre efterforskning. Først ved tretiden tirsdag eftermiddag blev afspærringen af området ophævet.

Ifølge chefpolitiinspektør fra Nordsjællands Politi Magnus Andresen ved politiet endnu ikke, hvad motivet til overfaldet er, og hvad den 25-årige anholdte lavede i politiets lokaler.

»Den anholdte er en person, der bor på Kriminalforsorgens udsendelsescenter på Sjælsmark Kaserne, og han har under normale omstændigheder ikke nogen ærinder på Center Sandholm. Vi ved ikke, hvad han har lavet der, og hvordan han er kommet ind,« udtalte Magnus Andresen på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi uddybede senere, at der ikke er tale om en person, der er på såkaldt tålt ophold i Danmark.

Kendt i asylsystemet

»Det er en person, der har været kendt i asylsystemet siden 2013 og som har haft ophold i Udrejsecenter Sjælsmark siden juli måned i år. Om den anholdte har fået afvist sin asylansøgning, eller om han selv har opgivet at søge asyl, det ved vi endnu ikke,« oplyste Henrik Suhr.

Politiet sigter den 25-årige anholdte for drabsforsøg på en polititjenestemand, og han fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Det har ikke været muligt at få uddybet, hvad politiet bygger mistanken om radikalisering og IS-sympatier på.