Fortsæt til indhold
Indland

Politiformand: Nej tak til Hjemmeværnet

Det har været foreslået, at Hjemmeværnet kan assistere politiet med grænsekontrol. Den løsning møder dog kritik.

"Dansk politi er til tælling."

Så kort formulerer formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, sit syn på den aktuelle situation i dansk politi.

Mange af de godt og vel 10.000 danske politibetjente har siden terrorangrebet i København i februar arbejdet på højtryk for ved siden af det daglige beredskab og den almindelige efterforskning at bevogte i København og efterforske terrorangrebet.

I sidste uge kom så det massive flygtningepres på Danmark, som ligeledes har trukket store veksler på den danske politistyrke, fordi store styrker er blevet sendt til grænseegnene omkring især Padborg i Sønderjylland og Rødby på Lolland.

"Vi har simpelthen ikke flere politifolk at tage fra," siger Claus Oxfeldt til Jyllands-Posten og gentager den advarsel, han kom med allerede i sidste uge.

Samme advarsel lød i weekenden fra fællestillidsmanden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kaj Rasmussen. Til DR sagde han, at han ikke mener, at dansk politi vil kunne håndtere f.eks. et nyt terrorangreb.

"Dansk politi kan rent faktisk ikke levere ressourcerne, hvis vi får endnu en situation, som vi har set de seneste dage. Det samme gælder, hvis vi får et nyt terrorangreb. Så har dansk politi ikke ressourcerne til at håndtere det."

Så langt vil Claus Oxfeldt ikke gå - men så alligevel næsten:

"Jeg skal ikke male et skræmmebillede op, men jeg er bekymret for, hvordan det vil se ud, hvis der kommer en ny stor sag."

Også i weekenden var flere politikere ude at foreslå alternative løsninger, så politiet her og nu kan få tilført flere ressourcer. Det drejede sig bl.a. om Naser Khader (K), der foreslog, at Beredskabsstyrelsen kan hjælpe politiet, mens Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har luftet tanken om, at Hjemmeværnet kan assistere politiet.

"Vi er meget afhængige af, at der i et retssamfund som det danske er et velfungerende politi. Derfor vil vi nu rette henvendelse til justitsministeren for at få klarhed over, hvad der bliver gjort. Det gælder også på kort sigt, hvor politiet har brug for flere ressourcer," har Peter Skaarup sagt til DR.

Men en mobilisering af Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen til at løse politiopgaver er ikke vejen frem, spørger man Claus Oxfeldt.

"Jeg tænker, at det er en dårlig idé. Jeg mener, at politiarbejde skal laves af politiet, og jeg mener, at dette er panik før lukketid. Det må være en politimyndighed, der tager sig af politiarbejde, især hvor der kan komme magtanvendelse på tale," siger Claus Oxfeldt.

Ved Sandholmlejren og ved færgelejet i Rødby har Hjemmeværnet faktisk assisteret en smule sidste uge med 30-40 mand, der dog udelukkende var indsat i støttefunktioner, så politiets ressourcer kunne frigives.

Politiet måtte lukke flere danske motorveje i sidste uge, da flygtninge og migranter valgte at gå på dem for at forsøge at nå til Sverige.

Men det er ikke vejen frem, mener Claus Oxfeldt. Det er til gengæld flere politifolk.

"Send flere folk. Ikke flere penge, men flere folk. Det er meget, meget vigtigt, at man nu siger, at der skal flere folk til, og jeg tror, at man på Christiansborg er ved at indse, at man er nødt til at se på en ny aftale for dansk politi. Jeg synes, at det er de signaler, der bliver sendt - at der kommer til at ske noget."

Østrig har mandag meddelt, at det indsætter soldater fra hæren til grænsekontrol, og både Ungarn og Makedonien har også brugt militæret til at bevogte grænser i forbindelse med det aktuelle flygtninge- og migrantpres.