Fortsæt til indhold
Indland

Caroline Fleming har valgt at følge sit hjerte og tage de knubs, det giver

Kronprinsessen er gudmor til hendes datter, men Caroline Fleming har aldrig været bange for at træde ved siden af de bonede gulve. Snart får vi hende at se som overklassebitch i London. Onsdag fylder hun 40 år.

»Jeg har selv brudt mange generationers traditioner for at gå min egen vej. And thank the Lord! Det er jeg rigtigt glad for, for jeg kan se, at det er det rigtige. Hvis ikke jeg havde gjort det, havde jeg aldrig nogensinde levet det liv, jeg lever, været den mor, jeg er, fået den karriere, jeg har fået, oplevet al den kærlighed, jeg har oplevet og stadig oplever. Så havde jeg aldrig turdet at tage på alle de eventyr, jeg bliver ved med at tage på! Jeg lever med erfaringen for en på 40 år, men med troen af et barn. For jeg tror på, at alt kan lade sig gøre. Jeg er ikke blevet ødelagt, tværtimod. Jeg drømmer.«

Sådan gør Caroline Fleming status på tærsklen til sit femte årti i et interview, som hun for kort tid siden gav til magasinet Elle i sit rækkehus i London. Og født som baronesse ind i én af Danmarks ældste adelsslægter har den 40-årige Caroline virkelig brudt med ikke så få familietraditioner, og hvad der måske er endnu mere bemærkelsesværdigt: Det er sket i fuldt projektørlys med hele den danske befolkning som vidner.

Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff er født og opvokset på Valdemar Slot på Tåsinge som datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff og lensbaronesse Margaretha Iuel-Brockdorff. Hun er af den 11. generation af godsejere i lige linje efter søhelten Niels Juel.

En del af sin barndom tilbragte Caroline i England. Hendes mor døde, da Caroline var bare 11 år, og hun flyttede tilbage til Valdemar Slot med sin far og sin stedmor, Molise, og blev senere student fra Herlufholm Kostskole.

Caroline Fleming har sit eget strømpebrand, Beautiful Legs.

Men da hun blev 19 år, trak verden udenfor så meget i den smukke unge kvinde, at hun så stort på familiens forventninger. Hun ville være model i stedet for at gå på klassiske universiteter i USA eller England, som det var familietraditionen.

Caroline læste journalistik i London, da hun mødte sin første store kærlighed, og i 2002 var hun tilbage i folden. Ved et stort bryllup på Valdemars Slot sagde hun ja til den britiske mangemillionær og finansmand Rory Fleming, som tilhører den fjerderigeste familie i England, og som er nevø til James Bond-forfatteren Ian Fleming. Dermed mistede hun faktisk sin danske baronessetitel, selv om hun nogle år senere blev landskendt som Baronessen. Sammen fik parret to børn, Alexander William, der i dag er 11 år, og Josephine Margaretha Victoria, som er 9. Josephines gudmoder er kronprinsesse Mary.

Extravagancen på tæt hold

I 2007 blev landets tv-seere inviteret indenfor på Valdemar Slot, da Caroline sprang ud som Baronessen i en tv-serie, hvor seerne kunne følge hendes i manges øjne ekstravagante overklassetilværelse på tæt hold. Det, der var planlagt til at være to historiske udsendelser fra hjemmet på Valdemar Slot, udviklede sig til en serie på syv afsnit, hvor en uhørt åbenhed udspillede sig i fuld offentlighed. Alle havde pludselig en mening om Caroline Flemings lyserøde gummihandsker og hendes måde at røre rundt i gryderne på.

Det kom bag på Caroline, at folk reagerede så stærkt. Hun var forbavset over, at ingen troede på, at hun faktisk er meget praktisk og meget glad for at lave mad, selv om hun har både barnepiger og tjenestepige. Serien blev startskuddet til Carolines nye liv som enlig mor til to.

Vi var gennem den kulørte presse med på sidelinjen i 2008, da hun og hendes mand, Rory Fleming, besluttede at gå hver til sit. Men serien blev også startskuddet til en karriere på tv. Først i programmet "Baronessen flytter ind" og de seneste fem år som dommer i realityserien "Topmodel".

I fem år har Caroline Fleming været dommer i realityserien Topmodel, hvor hun sammen med modelbureauindehaveren Jaquelinel Friis-Mikkelsen og stylisten og moderedaktøren Uffe Buchard fandt årets model.

"Baronessen flytter ind" blev på flere måder et vendepunkt for Caroline Fleming. Konceptet var, at hun skulle komme med sit gode humør og sine lyserøde gummihandsker og få ting til at ske i familier, der var kørt fast i hverdagens store og små problemer. Og hun har siden fortalt i interviews, at det åbnede hendes øjne for en virkelighed, som hun ikke tidligere havde kendt, og gav hende en erkendelse af, at mange menneskers livsvilkår ligger lysår fra det, som hun er vokset op med.

»Det var så fantastisk for mig at lære Danmark at kende, fordi jeg var slet ikke klar over, hvilket beskyttet liv jeg havde levet. Jeg var vokset op med en familie, der havde et relativt snævert bevægelsesmiljø. Jeg havde ikke set andet. Og igen: Man tror jo, at det, man selv oplever, er normalt - for det er normalt for ens eget liv,« som hun udtrykker det i interviewet i Elle.

Det blev også gennem det program, hun mødte sin næste store forelskelse, som var repræsentant for noget andet, end Caroline var vant til. Nemlig den 13 år yngre vildbasse og charmetrold Nicklas Bendtner.

Eventyret med Bendtner

I en af de familier, hun besøgte, var drengenes største ønske at møde deres fodboldhelt, netop Nicklas Bendtner, og det lykkedes Caroline at få en aftale i stand. Bagefter viste det sig, at det ikke blot er i fodbold, Bendtner er eminent til at score. Og så blev der sat blitz på. Det går ikke stille af, når to af ugepressens yndlingsofre beslutter sig for at følges ad.

Nicklas Bendtner og Caroline Fleming på vej til modeopvisning, mens romancen var på sit højeste.

I det lille års tid kunne alle følge med i den store romance med håndledstatoveringer og evig troskab, men næsten inden nyheden om en lille ny Fleming/Bendtner nåede at lande ordentligt, var romancen historie. Og for nylig fik offentligheden indblik i parrets stridigheder om den snart fem-årige Nicholas, som hans far ikke havde set i otte måneder. Caroline Fleming ser dog tilbage på tiden som magisk. Et uforglemmeligt eventyr.

»Og det var så uskyldigt. Det var et eventyr, som jeg for evigt vil være taknemmelig for at have oplevet. Nicklas var det omvendte af alt, hvad jeg nogensinde før havde oplevet. Jeg havde været gift ind i en meget, meget gammeldags engelsk familie - fra det ekstreme til at gå hen og møde en sportsstjerne fra Amager ... Altså, det var så anderledes for mig, det var så nyt, jeg havde aldrig nogensinde mødt nogen som ham før,« udtaler hun i interviewet til Elle, hvor hun afslører, at hun satser på det helt store tv-gennembrud med sin passion: mad.

Hun har allerede udgivet to kogebøger og skriver på en tredje, og hun har konceptet klar, men først vil hun have slået sit navn fast internationalt. Derfor har hun - omend med nogen tøven - sagt ja til at deltage i anden sæson af reality-programmet "Ladies of London". Et program, der allerede ses af millioner af amerikanere, englændere, australiere, kinesere og japanere og snart også i Danmark.

Caroline Fleming er også forfatter til to - snart tre - kogebøger og livsstilsbogen "Lykkelig nu" fra 2010.

Og ifølge de trailere, der allerede er offentliggjort af den nye sæson, giver Caroline Fleming den hele armen som en overklasse-bitch, der gladeligt deltager i intriger garneret med champagne, skænderier og sammenbrud for åben skærm.

Men tag ikke fejl. Det er kun for sjov. Caroline Fleming har på tærsklen til sit femte årti ifølge eget udsagn aldrig haft det bedre.