Dagbog fra et plejehjem: 20. - 28. juli

Mandag den 20. juli.

Så blev den weekend overstået. I betragtning af, at der er en person mindre på arbejde weekends, hvor ensomme, syge, ulykkelige indsatte føler sig enden mere triste, er det tragisk, at økonomi sættes i højsædet. Velfærdsland. Nå ja, jeg er da heldig at få let halvt rundstykke og et perfekt blødkogt æg søndag morgen!

Torsdag den 23. juli.

I dag var her en ny beboer, der var ude at bese faciliteterne – en kvinde, der skal bo i min tidligere genbos rum, når hendes mand har fået tømt det, og der er blevet malet. Hun var vældig sød, og jeg sagde til hende, at jeg håbede, hun ville blive glad for at være her, og at her er så mange søde mennesker. Og det er i hvert fald sandt. En pårørende kørte hende i kørestol – hun virkede rimelig frisk. I hovedet mener jeg.

Søndag den 26. juli.

Min kære dagbog. Jeg svigter dig lidt pt. Har det så rædsomt. Her er så barskt at være. Er nærmest konstant bange for at dø – gade vide, om de andre indsatte har det lige sådan. Vi snakker ikke om det, selv om der konstant er nogen, der dør. Er det virkelig den eneste måde, man kan komme herfra? Jeg er ikke bange for være død, hvis du forstår. Vil bare helt blive i livet. Det er så slemt at miste. Min spisekammerat og jeg venter stadig på, at min genbo skal komme ind og spise, som hun jo har gjort i 10 måneder. Men har hun være død i lidt over en uge. Hendes navn er fjernet fra døren, og de ansatte har pakket hendes ting ned. Ret sympatisk, synes jeg. Begrundelsen er, at eventuelle arvinger kan komme op at skændes og beskylde hinanden for at have fjernet noget. Nu står det hele i kælderen, og de kan hente det på et tidspunkt. Det, de ikke vil have, bliver solgt (efter sigende). I aftes blev det pludselig mørkt før tid, der kom et par tordenskrald, og så styrtede det ned. Det var nærmest som en solformørkelse. Det affødte en del panik.

Tirsdag den 28. juli.

Det føles som at være hjemløs – men uden selv at have indflydelse på, hvor jeg vil være det.