Dagbog fra et plejehjem: 30. juni - 8. juli

Tirsdag den 30. juni.

Begrebet gidseldrama falder mig ind. For at legitimere, hvordan vi har en god ældrepleje, tages de ansatte som gidsler – de løber rundt – bliver syge og overanstrengte i deres helhjertede forsøg på at give de indsatte her en rimelig omsorg. De vil så gerne og gør deres bedste – det er bare ikke muligt at gøre det godt nok. Så skulle her være mindst tre gange så mange plejere.

Der siges jo at opstå en slags solidaritetsfølelse fra gidslerne til gidseltagerne! Men i dette drama er der ofre – nemlig os ”indsatte”.

Onsdag den 1. juli.

»Det kan du godt – du har da to arme«.

»Jeg har da kun to arme.«

Brugt af samme person. Først som en slags genopbyggende sætning. I andet tilfælde som udtryk for afmagt. Jeg tror ikke, at den, der udtaler sætningerne, hører den store afgrund. Eller »du må klare dig selv med de to arme«. – Nå, jeg kan også være for megen ordkløver!

»Jeg har ikke tid«. Hvad er tid, spørger jeg mig selv.

»Hvor megen tid har HH på 99,5 år?« – Hun siger aldrig, at hun ikke har tid.

Torsdag den 2. juli.

»Kære dagbog. Det er vores hemmelighed….«, skrev jeg skam også som stor pige – det samme gjorde tusindvis af andre. Nu ville jeg ønske, at alle kunne læse min dagbog, så vi sammen kunne ændre måden at læse ”ældrebyrden” på. Der er et væld af muligheder for liv, til man dør.

F.eks. store villaer med 8-10 beboere. Halvdelen gamle og erfarne – den anden halvdel stærk og energisk. Jeg er sikker på, at der er masser at dele.

Kl. 9. Nu har jeg hørt DD råbe: »Hjælp – hjælp nu – hjælp« fra kl. 6. De to nattevagter dækker et stort område. Der er gået to ind til hende nu.

I ”Momo og tidstyvene” (en roman og børnebog af Michael Ende, red.) står der om tid: »Tid er liv – og livet bor i hjertet«.

Mandag den 6. juli.

Det har været en slem weekend. Varm, stillestående luft. Jeg følte mig som kogt i beton. Personalet var rigtig gode til at sørge for, vi fik masser af vand. Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg kalder mig selv og de andre beboere for ”indsatte” – og ”boligerne” for ”celler”.

Det er tabet af frihed. ”Du er det fineste, jeg ved”, sunget af Bjørn Afzelius. For mange mennesker er frihed forbundet med usikkerhed, utryghed. De ønsker grænser. Her sættes mange grænser – de holdes desværre ikke, så folk bliver utrygge og bange – eller vrede. Jeg oplever, at de ikke vil kalde på personalet. »Nej«, siger de, »de bliver sure på mig«.

Her er en stemning af mistro.

Det er også svært for beboerne her at skulle forholde sig til så mange forskellige mennesker hele tiden. Nogle er ansatte, andre vikarer, andre praktikanter for kortere eller længere tid. Andre igen i jobtræning for at opretholde deres kontanthjælp og finde ud af, om det er det her, de vil. Vi har sågar været udsatte for velmenende ”frivillige”, der åh så gerne vil gøre noget ”for staklerne”.

Det er en skandale at slutte et langt liv sådan et sted. Kære læser af min dagbog – gør noget! Jeg er godt klar over, at det handler om økonomi – men det skal ikke være på bekostning af menneskelighed. Dette er ikke anstændigt.

Tirsdag den 7. juli.

Fik at vide, at en kvindelig beboer, HH, var død. Så nu kommer der snart en ny. Jeg fik det at vide, fordi jeg spurgte. Havde ikke hørt hende græde længe. Det lød nærmest som et lille dyr. Tænk, at det kan være så smertefuldt at leve. En medarbejder sagde til hende for nogle måneder siden: »Du må ikke skrige sådan, de andre tror, du har ondt«.

»Det har jeg da også,« svarede hun højt og tydeligt.

Så blev Pia Kjærsgaard formand for Tinget. Med så mange stemmer til partiet er det vel rimeligt nok. Med et såkaldt demokrati tæller den laveste fællesnævner mest. Jeg under hende gerne posten og en årsløn plus det løse på en million.

Onsdag den 8. juli.

Jeg er så ked af det her. Det er så hårdt at være her. Hvorfor er jeg dog det? Jeg kan ikke tåle det. Den søde nattevagt aede mig på ryggen, gav mig frisk vand og en kvalmepille. Er taknemlig. Her sker så barske ting, som jeg anstændigvis ikke kan fortælle på skrift i hvert fald.

Det er svært at bevare værdigheden. Gamle, sirlige kvinder, der for kort tid siden kunne holde på mad og urin – tørre pletter af osv. Taber det hele – bare sådan – græder og råber på hjælp – hvis de overhovedet siger noget. Kan sige noget. Mennesker, jeg kunne tale, le og synge med for kort tid siden. Skal det virkelig føles som en forbrydelse at blive gammel? Handicappet eller syg. Jeg hørte i tv, at sosu-medarbejdere skulle på kursus for at lære at tale med de gamle om døden. Hvordan skulle de dog få ro til det – når de i forvejen laver otte ting på en gang? Det er der jo ingen, der kan – selv om de forsøger ihærdigt.