Dagbog fra et plejehjem: 22. maj - 17. juni

Fredag den 22. maj 2015.

Som en såkaldt beboer på et københavnsk plejehjem har jeg tænkt mig, at I som en ”progressiv” avis har vilje til at udgive ”dagbogsblade fra en indsat”.

Da jeg ikke har nogen iPhone og kan dokumentere i billeder, synes jeg, det kan være godt at skrive, så læseren kan få indblik i livet her – 24 timer i døgnet.

Jeg har heller ingen skrivemaskine eller pc. Så jeg må skrive i hånden, ikke min ”skønskrift”, men mit bedste forsøg på formskrift. Jeg er ikke ude på at ”hænge nogen ud”og omtaler de indsatte kvinder med et K og mændene med et M. De ansatte skriver jeg som A. Min oplevelse af tavshedspligt er af etisk art. Jeg tror, at alle mennesker gør det bedste, de kan, under de omstændigheder, der er. Jeg håber, I har lyst til at bringe ”dagbogen”. Med venlig hilsen Annet Steenstrup.

Onsdag den 6. maj.

Klokken 7.30 på den sydvendte store altan er det allerede bragende varmt i dag, den 6. maj 2015. Drak en kop Nescafé derude, lyttede til vandet, der pjasker nede i haven. Der er meget grønt dernede nu. Som en af de ud af 24 mennesker, der selv kom op af sengen, er jeg meget ulykkelig. Vi, der er her, kaldes beboere – jeg tænker ”indsatte”.

Onsdag den 20. maj.

Stor aktivitet. Alt sengetøj skulle skiftes. Flere medarbejdere fór rundt – lagde vores private sengelinned væk og lagde ens institutionsbetræk på sengene. De ”indsatte” – vi beboere – blev meget forvirrede – enkelte begyndte at græde. Når jeg spurgte hvorfor, fik jeg svaret: ”Det ved vi ikke – vi følger bare ordre”.

En af de skønne kvindelige beboere sagde: ”Det næste bliver vel, at vi ikke må gå i vores eget tøj”. Efter at have spurgt flere, fik jeg at vide, at det handlede om at spare penge. Så er jeg med – det mærkes hele tiden – der skal spares, spares, spares.

Torsdag den 21. maj.

Sidder tidligt på den østvendte altan og nyder den varme sol, skønt klokken kun er seks. Tidligt.

I tankerne har jeg allerede det ene ben oppe over kanten på gelænderet – stopper mig selv. Min tanke kommer ikke til handling. Selvmord er så hårdt for dem, der bliver tilbage. Det er en handling, jeg ikke vil udsætte mine medmennesker for. At nogle vælger det, må jeg jo acceptere. Her på ”plejehjemmet” er der megen sorg og smerte. Højlydt gråd og skrig. Og tavse bønner om hjælp. Mine sanser er skarpe – høre – se – lugte. Her lugter slemt.

Mandag den 25. maj.

Hørte noget fra en udsendelse med en kendt speaker, Danmark gennem tiderne. ”Da der blev oprettet plejehjem, blev de gamle isoleret fra livet”. Den ramte lige i plet af mine følelser. Venter kun på at dø. I dag døde en af de andre indsatte. Så nu flytter der snart en ny ind – her bliver jo ledige pladser, når nogen dør.

Onsdag den 27. maj.

Duften af varm Nescafé fylder mine næsebor. Skønt. Det er tidligt. Klokken er seks. Tænk, at et uvenligt ord/tonefald fra en af de ansatte kunne gøre mig helt fortvivlet i aftes. Tænk, at det er blevet sådan! De gamle dukker deres hoveder og siger ja og tak. Efter et langt arbejdsliv, ja, min ven, en kvinde har været 40 år i statens tjeneste, har fået fortjenstmedalje af dronningen m– nu sidder hun her, har svært ved at se, er ikke så hurtig – ønsker bare et smil og et venligt ord og måske et stk. brød. Men hun når ikke at få det sagt. De ansatte farer af sted i håb om at kunne nå det hele. ”Jeg skal lige nå 10 ting på tre minutter”, ”lige om lidt” – osv. De er alt for få. Det er skandaløst, så lidt pleje, der bliver og omsorg. Jeg har kaldt det for et ”ikkeplejehjem”. Og i weekend og på helligdage et ”slet ikke-plejehjem”. Jeg har naturligvis en knap om halsen, som jeg kan trykke på – og så kommer der måske en hjælper. Jeg ved jo, at der er 23 andre, der har mere brug for hjælp end jeg. Rigtig mange af dem kan slet ikke trykke på knappen.

Fredag den 29. maj.

Så faldt den søde kvinde AA, og stor panik og uro opstod. Personalet prøver at tage det med ro. Nu hviler hun på sit værelse. Valgprogrammer på stort set alle tv-kanaler. Jeg hørte, at en havde klaget over, at personalet på plejehjemmene gav folk ble på, fordi de ikke havde tid til at hjælpe dem på wc. Hvordan skulle to personer med fire hænder og fire ben kunne nå at hjælpe 24 indsatte og sørge for mad samtidig? Jeg synes, at det er uanstændige betingelser.

30. maj 2015

Den smukke have her midt i betonen bliver passet og plejet – i en grad, man som indsat her måtte ønske.

Fredag den 5. juni.

Stor grundlovsdag med 100 år for stemmeret til kvinder m.fl. Min kontaktperson er holdt op her. Det er jeg ked af. Hun er et smukt menneske – både indvendigt og udvendigt. Håber, hun får et nyt job, hun bliver glad for. Jeg ville ikke arbejde her i mere end to dage under de arbejdsforhold, de har her. Selv har jeg været på Kofoeds Skole som socialpædagog og lærer i 37 år.

Mandag den 15. juni.

Jeg må gerne se min journal, så det vil jeg bede om en af dagene. Nu er den store røde rose ude på altanen sprunget ud. Den er meget smuk. Jeg har plantet alle blomsterne om derude. Det smerter mit hjerte så meget at se, hvordan mange af mine medindsatte ”falder af på den”. Mennesker, der har haft ”et langt arbejdsomt liv” – så megen sorg, savn og smerte. Højlydt gråd og stille hulken. Døgnet rundt. Så mange tegn på at give op. ”Jeg vil ikke mere”, er hårdt at høre på. Alle ved, at dette sted er stedet før døden, selv om ingen taler om det. Mindst tre gange om dagen siger en, at hun/han vil hjem.: ”Jeg bor jo ikke her.” ”Hvor bor du så?” kunne jeg spørge. ”Det husker jeg ikke.” I dag fik BB sit nye høreapparat – det er skønt. Vi plejer at fortælle hinanden små ”frække” vittigheder. Nu behøver jeg ikke råbe dem ud. BB har arbejdet som typograf på et stort dagblad i 37 år. Dengang var det noget med bly. Ja, jeg lærer meget herude. Det er da et lyspunkt. BB læser sit gamle dagblad hver dag – især søndag er det meget omfattende.

Tirsdag den 16. juni.

BB var temmelig rystet, da han pludselig med det nye apparat kunne høre lyde, nogle af os andre har hørt hele tiden. Det er dog en fordel, at man kan åbne og lukke for en kunstig hørelse. Øret kan vi jo ikke lukke. En af mine medsøstre hører med hele kroppen – som en nyfødt, hun farer for eksempel sammen, når nogen taber noget på gulvet, eller opvaskemaskinen hyler. Det hørte BB så i går og troede, at, der var noget galt. Vi fik da også fortalt hinanden nogle småfrække vittigheder. Dem var der vist en del af på hans arbejdsplads. Imellem trykkerne,og sætterne – jeg ved jo ikke, om de betegnelser bruges i dag?

Onsdag den 17. juni.

Tirsdag eftermiddag er der vare poter, når ”plejehjemshunden” Utah kommer på besøg. En smuk, sød grønlandsk slædehund – navnet betyder hjerte efter hovedets aftegning. Vi gamle lyste op, og mange har godbidder til hende.