”Det er skandaløst så lidt pleje og omsorg, der bliver givet”
En 72-årig kvinde, som bor på plejehjem i København, har i fire måneder skrevet dagbog. Hun tegner et dystert billede af forholdene og betegner beboerne som ”indsatte” og værelserne som ”celler”.
”Jeg har kaldt det for et ”ikke-plejehjem”. Og i weekend og på helligdage et ”slet-ikke-plejehjem”.
Sådan skriver den 72-årige Annet Steenstrup i sin dagbog den 27. maj om sine oplevelser ved at være kommet på plejehjem.
Hun har undervist udsatte voksne på Kofoeds Skole i 37 år, og hun siger, at hun er vant til at observere, hvordan andre mennesker har det. Hun har sendt sin dagbog til Jyllands-Posten for at rejse en debat om levevilkårene for landets svageste ældre på plejehjemmene.
I sin dagbog fortæller hun blandt andet, hvor nogle af de ældre græd, da de ikke længere kunne bruge deres eget sengetøj, fordi sengetøjet af sparehensyn skulle skiftes ud med institutionssengetøj.
Og hun skriver om personalets forjagede hverdag, der betyder, at der er for lidt tid til de ældre:
”Tænk, at et uvenligt ord/tonefald fra en af de ansatte kunne gøre mig helt fortvivlet i aftes. Tænk, at det er blevet sådan. De gamle dukker deres hoveder og siger ja og tak. Efter et langt arbejdsliv, ja, min ven, en kvinde har været 40 år i statens tjeneste, har fået fortjenstmedalje af dronningen – nu sidder hun her, har svært ved at se, er ikke hurtig – ønsker bare et smil og et venligt ord og måske et stk. brød. Men hun når ikke at få det sagt. De ansatte farer af sted i håb om at kunne nå det hele. ”Jeg skal lige nå 10 ting på tre minutter”, ”lige om lidt” osv.”, skriver Annet Steenstrup.
Hun er selv kommet på plejehjem, fordi hun lider af lungesygdommen KOL, hvilket gør hende afhængig af et iltapparat, og hun har tidligere tillige været bange for at være alene og har i en periode haft et alkoholproblem.
Men i dag er hun så meget ovenpå, at hun kan beskrive livet for de ældre på plejehjemmet i dagbogsbladene.
Om den 15. juni skriver hun blandt andet:
”Det smerter mit hjerte så meget at se, hvordan mange af mine med-indsatte ”falder af på den”. Mennesker, der har haft ”et langt arbejdsomt liv” – så megen sorg, savn og smerte. Højlydt gråd og stille hulken. Døgnet rundet. Så mange tegn på at give op. ”Jeg vil ikke mere”, er hårdt at høre på. Alle ved, at dette er stedet før døden, selv om ingen taler om det. Mindst tre gange om ugen siger en, at han/hun vil hjem:
”Jeg bor jo ikke her”.
”Hvor bor du så”, kunne jeg spørge.
”Det husker jeg ikke”.
Annet om livet på plejehjem: Det er en katastrofe
Annet Steenstrup siger, at hun ikke ønsker at hænge personalet eller ledelsen ud. Hun mener, at de gør hvad de kan med de normeringer, der er.
”Men der er alt for få ansatte til at tage sig af de ældre. Om aftenen, om natten og i weekenden er der to ansatte til 24 indsatte. Der burde være mange flere. De politikere, der bestemmer, burde selv prøve at bo her. Det er ikke et værdigt liv for de gamle og heller ikke nogle ordentlige arbejdsbetingelser for de ansatte”, siger Annet Steenstrup.
De første af hendes dagbogsblade, som er fra slutningen af maj og begyndelsen af juni, bringes i Jyllands-Posten søndag, og i den kommende uge bringes de resterende dagbogsblade, der går i perioden frem til midten af august.
Har du erfaringer med livet på plejehjem, eventuelt som plejehjemsbeboer, pårørende, ansat, besøgsven eller andet, så skriv i kommentarfeltet under artiklen eller send os en mail.