Flere skibe og fly leder efter mand i kajak ved Bornholm
Tysker ville i hårdt vejr sejle i kajak fra Bornholm til Tyskland, men han kæntrede, siger familien.
Flere skibe, en helikopter og et fly har mandag eftermiddag ledt efter en kæntret kajakroer i farvandet vest for Bornholm.
Manden, der er tysker, ville angiveligt padle fra Bornholm til Tyskland, og rejsen blev indledt i Vang på den bornholmske vestkyst mandag formiddag.
Men om eftermiddagen alarmerede pårørende til manden den tyske redningstjeneste og fortalte, at han var kæntret.
Meldingen gik videre til Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, i Aarhus. Og her blev operationen iværksat cirka klokken halv to, oplyser man til Ritzau.
- Informationerne er meget sparsomme, så der er tale om et relativt stort eftersøgningsområde, siger vagtholdslederen i JRCC.
Blandt andet derfor deltager syv skibe, heriblandt redningsbåde fra Nexø og Rønne og et skib fra fiskerikontrollen, i forsøget på at lokalisere roeren.
Desuden overflyver en af flyvevåbnets redningshelikoptere samt et Challengerfly området.