Fortsæt til indhold
Indland

Han er til mere end sjov og spas

30 år fredag: Hvis nogen kalder Peter Falktofts arbejde for »sjov og spas«, rejser han sig og går.

Mads Westermann

Selv om han fører sig frem med en nærmest megalomanisk selvsikkerhed, frygter ballademageren, provokatøren og radio- og tv-værten Peter Falktoft mest, når han første gang skal opleve, at noget ikke lykkes for ham.

Som vært på programmet Monte Carlo satte han sig som mål at vinde radioprisen Den Gyldne Mikrofon, inden han fyldte 30. Den fik han som 27-årig.

Næsten alt, hvad Peter Falktoft har rørt ved, er blevet en succes, og meget har været med til at sætte nye standarder for dansk radio. Det eneste, der dufter svagt af fiasko, er, at det ikke er lykkedes for ham og partneren Esben Bjerre at hive Monte Carlos store radio-fanskare over på tv.

Omverdenens forhold til Peter Falktoft er meget binært. Man forguder ham, eller også får man højt blodtryk af ham.

I kamp med verden

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg det meste af tiden er rigtig svær at være omkring. Jeg er nærtagende og temperamentsfuld, og jeg er nok også følelsesmæssigt ustabil,« udtalte Peter Kaltoft sidste år i et interview i Euroman.

Han er overbevist om, at verden er imod ham.

»Det har altid været lidt op ad bakke for mig,« sagde han i det samme interview.

Modstanden er samtidig hans drivkraft. Hvis nogen fortæller ham, at der er noget, han ikke kan, sætter han himmel og jord i bevægelse for at bevise det modsatte.

Inden længe kommer en ny sæson af Monte Carlo på DR 3. Så skal Peter Falktoft løfte seertallet på tv-programmet markant. Alternativet er at møde det, som han frygter allermest.

Peter Falktoft, radio- og tv-vært, København.