Fortsæt til indhold
Indland

Unge foretrækker kortere uddannelser

Studievalg: De korte og mellemlange videregående uddannelser har overhalet universiteterne i popularitet. Unge vælger uddannelse ud fra andre kriterier i dag, lyder det.

Morten Vestergaard | Trine Hørlyck Bech

Et studium på et universitet er ikke længere danske unges foretrukne uddannelse. De seneste år har ansøgertallet til og optaget på de korte og mellemlange uddannelser overhalet universiteterne – og tendensen fortsætter i år.

I år havde godt 52.000 ansøgere et erhvervsakademi eller en professionshøjskole som deres førsteprioritet – 41.395 havde søgt ind på et universitet. For få år siden søgte flertallet ind på et af landets universiteter.

Det er især de korte, erhvervsrettede uddannelser på erhvervsakademierne, der er vokset. De har samlet set mere end fordoblet ansøgertallet og optaget siden 2007.

Samtidig vokser velfærdsuddannelserne på professionshøjskolerne. Ansøgertallet til sygeplejerskeuddannelsen er f.eks. mere end fordoblet siden 2007 til 5.600 ansøgere i år, og adgangskvotienten til sygeplejerskestudierne lyder flere steder i dag på 9,3, hvilket er højere end for traditionelt store, populære universitetsuddannelser.

Ifølge Camilla Hutters, der er områdechef hos Danmarks Evalueringsinstitut og har forsket i unges valg af uddannelse, tænker mange flere unge i dag på, hvad de skal bruge uddannelsen til.

»Indtil for få år siden tænkte mange unge: Jeg skal have en uddannelse, så jeg kan få et job. I dag spørger de sig selv: Hvilken uddannelse skal jeg tage, for at jeg kan få et job,« siger Hutters, som også peger på, at den kraftige vækst i antallet af ansøgere og optagne de seneste år betyder, at en bredere gruppe af unge uddanner sig.

De studievalgscentre, der rådgiver de unge om en videregående uddannelse, oplever også et ændret syn på at uddanne sig.

»De unge er i dag i den grad præget af debatten om, at man skal tænke erhvervsrettet i sit uddannelsesvalg,« siger Per Larsen, leder af Studievalg Sjælland.

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) siger:

»Det er glædeligt, at flere er bevidste om at tage en uddannelse, der er efterspørgsel på. Danmark er et produktionsland, og det er vigtigt, at der uddannes unge, der kan understøtte det.«

36.000 er i år optaget på korte og mellemlange uddannelser – 29.000 på universiteterne.