Tørke vil lægge store områder øde
Voldsom tørke breder sig de kommende år. Regnskove vil dø ud, og mennesker vil flygte på grund af mangel på vand.
Kloden vil de kommende årtier ændre sig voldsomt som følge af tørke, der – ifølge eksperter – vil overgå alt, hvad vi hidtil har oplevet.
Senest har flere nye forskningsprojekter fra USA og Europa kortlagt, hvor og hvor ofte tørken vil ramme. Konklusionerne bekræftes af førende eksperter, der forudser, at tørken vil omdanne landbrugsland til ørken, få regnskove til at dø og sende millioner af mennesker på flugt.
Lige nu er Californien ramt af en omfattende tørke, der har varet i fire år og er så alvorlig, at det har tømt en stor del af statens vandreservoirer og tvunget landmænd til at opgive en del af deres afgrøder. Frygten er, at grundvandet kan være brugt om to år.
I Nordkorea er landet ramt af den værste tørke i 100 år, og der ventes en halvering af risproduktionen i år. 10,5 mio. nordkoreanere går hver aften sultne i seng.
Omkring Middelhavet breder ørkenlignende landskaber sig. Her forventer eksperter både længere og mere omfattende tørkeperioder i løbet af nogle årtier. Også Mellemøsten, Australien, Sydamerika og Sydøstasien kan vente langt mere tørke.
Ifølge Eigil Kaas, professor ved Københavns Universitet, kan det føre til en økologisk katastrofe flere steder:
»Der vil være områder både nord og syd for Ækvator, der vil blive endnu mere tørre. Et af de områder er Sydeuropa, et andet er Brasilien, hvor dele af regnskoven næppe vil kunne vedligeholde sig selv. Der er også områder i det sydlige Afrika, der vil blive ramt af udbredt tørke.«
Hos UNEP-DHI, der er tilknyttet FN’s miljøprogram, UNEP, forudser seniorrådgiver Gareth J. Lloyd alvorlige konsekvenser på grund af en kombination af tørke og overforbrug af vand:
»I Californien ser folk nu, hvor alvorlig situationen er, fordi man i årevis har haft et overforbrug af vand. Der er også et stort overforbrug af vand i Indien og Brasilien, hvor tørke har gjort tingene endnu værre.«
I Indien er grundvandet sunket op til 80 meter. Ifølge en ny undersøgelse fra Nasa synker grundvandet i det meste af verden og mest under de arabiske lande.