Fortsæt til indhold
Indland

Nyt boom af friskoler, der erstatter folkeskoler

23 nye friskoler vil have første skoledag til august. Det er det højeste antal i mange år.

Morten Vestergaard

Tre nye skoler åbner i Hjørring Kommune efter sommerferien. Det er friskoler, som erstatter tre af de fire folkeskoler i kommunen, som lukker denne sommer.

Dermed er den nordjyske kommune det klareste eksempel på det boom i antallet af nye friskoler, som er på vej.

30 friskoleinitiativer har indbetalt anden rate af det depositum, der kræves for at få lov til at åbne en friskole, og af dem har 23 skoleinitiativer anmeldt en adresse til ministeriet, hvilket anses som et tegn på, at skolen faktisk også vil åbne i år.

Det er det højeste antal i mange år. Sidste år åbnede der 13 skoler, der er medlem af Dansk Friskoleforening, og da bølgen af lukkede folkeskoler i 2012 var på sit højeste, åbnede der 16 nye friskoler.

11 af de 23 nye skoler, der er på vej i år, erstatter en lukket folkeskole. En af dem ligger i landsbyen Hundelev sydvest for Hjørring, hvor centralskolen om få dage lukker for altid. Til august vil 45-50 børn fra 0. til 6. klasse alligevel gå i skole i byen, da en kreds af lokale har stiftet et selskab, som har købt skolebygningerne af Hjørring Kommune og oprettet en friskole.

Ifølge Susan Ohrt, der er formand for skolens bestyrelse, har man samlet 280.000 kr. ind i byen til skolen.

»Vi har et stærkt sammenhold i byen, og mange har interesse i, at vi fortsat har en skole. Uden en skole bliver det svært at få børnefamilier til at flytte hertil, og så ender vi som en pensionistby. Siden kommunen for tre år siden første gang talte om at lukke skolen, har meget stået stille, og det har været svært at lokke familier til byen, fordi skolen var i fare for at lukke. Derfor er vi glade for, at vi nu fik en afklaring, og at vi kan komme i gang med friskolen,« siger hun.

Ønske om krav til friskoler

Inde på borgmesterkontoret i Hjørring ser Arne Boelt (S) anderledes på den sag. Han har været med til at lukke i alt 11 folkeskoler i kommunen de seneste år pga. et faldende børnetal. Borgmesteren ærgrer sig over, at mange af de 11 skoler er erstattet af friskoler. Fra næste skoleår vil der således være ni friskoler i kommunen. De spiser en del af den gevinst, som kommunen ellers ville få ud af at lukke folkeskolerne.

»Når der opstår så mange friskoler, har vi været nødt til at lukke flere folkeskoler, end det egentlig var nødvendigt,« siger Arne Boelt, som retter skytset mod politikerne på Christiansborg.

»Når man ønsker, at man frit skal kunne oprette en friskole, burde man også stille de samme krav til friskolerne som til folkeskolerne. Jeg kunne også drive mange små folkeskoler, hvis jeg ikke blev nødt til at have linjefagsuddannede lærere i alle timer. Hvis man stillede de krav til friskolerne, ville mange af dem ikke være her, og en stor del af vort problem ville være løst. Men en del af problemet er også, at mange af de små lokalsamfund ikke vil samarbejde med hinanden. De vil alle sammen have deres egen skole. Hvis de ville arbejde mere sammen, kunne 4 af de 11 skoler, vi har lukket, stadig have været her,« siger han.

Tager ansvar for samfund

I Hundelev er Susan Ohrt ikke enig i borgmesterens kritik. Hun mener, at borgerne bag de nye friskoler tværtimod er med til at tage ansvar for deres lokalsamfund. Og hun peger på, at der i flere år ikke har været folkeskoler tæt på Hundelev, som byen kunne samarbejde med, da de allerede er lukket.

Peter Bendix, der er formand for Danmarks Friskoleforening, er overrasket over det store antal nye skoler. Han peger på, at det ikke er alle de nye skoler, der erstatter en lukket folkeskole.

En række skoler ligger i større byer som Sønderborg, Aarhus, Hvidovre og Helsingør, hvor man fra det kommende skoleår f.eks. kan gå på Den Holistiske Skole.

»Der er blevet snakket rigtigt meget skole den seneste tid med reformen af folkeskolen, og det, tror jeg, har betydet, at mange forældre er blevet mere bevidste om, hvilken skole deres børn skal gå på, og derfor opstår der flere skoler, der bygger på et bestemt idégrundlag.«