Fortsæt til indhold
Indland

Shell-medarbejder bortvist for at stoppe spritbilister

Gitte Niegsch fra Slagelse stoppede tre berusede bilister, da hun var på arbejde. Politiet belønnede hende, mens Shell bortviste hende.

Den 33-årige Gitte Niegsch er blevet fyret som servicemedarbejder på Shells tankstation på Smedegade i Slagelse.

Hun forhindrede den 22. februar og 1. marts tre berusede bilister i at køre videre fra tankstationen, hvor de lige havde tanket deres biler. Men det skulle hun ikke have gjort, hvis hun ville beholde sit job.

Shells interne regler forbyder nemlig, at medarbejderne bevæger sig ud af tankstationens butik uden en neongul sikkerhedvest på. Gitte Niegsch nåede ikke at tage vesten på, da hun løb ud af butikken for at tilbageholde de berusede bilister.

"Normalt bærer jeg sikkerhedsvesten, men det gjorde jeg ikke den aften, fordi jeg reagerede så hurtigt, at jeg ikke tænkte over det," fortæller hun til TV ØST.

Men det var ikke den eneste af Shells regler, som servicemedarbejderen brød.

Da hun valgte at tilbageholde bilisterne, brød hun nemlig med firmaets regler om, at medarbejderne ikke må "tilbageholde kunder, der enten stjæler eller kører, når de har drukket". Det står blandt andet som en af bortvisningsårsagerne i det brev, som Gitte Niegsch fik den 4. marts.

Udover at tilbageholde de berusede bilister, foretog hun ydermere en civil anholdelse, mens hun ventede på, at politiet skulle komme og tage bilisterne med.

Gitte Niegsch fortæller, at hun er meget ked af at have mistet arbejdet på tanken.

"Jeg er så ked af det, over jeg havde mistet noget, jeg holdt så meget kær. Og det lyder mærkeligt over et arbejde, men jeg holdt virkelig af min kollegaer og min arbejdsplads," siger hun.

Selvom Gitte Niegsch er blevet bortvist fra sit arbejde, er der alligevel lidt at glæde sig over.

Tirsdag blev hun nemlig hædret for at have standset spritbilisterne af politiet. Udover hæderen modtog hun en dusør på 500 kr.

"Vi er glade og taknemmelige for, der findes folk som dig, der med handlekraft og initiativ er med til at hindre ulykker," sagde politidirektør Lene Frank, da hun gave Gitte Niegsch pengesummen.

Shell fastholder dog bortvisningen. Firmaet slår fast, at bortvisningen er sket helt efter firmaets sikkerhedsregler, og derfor ikke bliver omstødt. Reglerne findes ifølge Dansk Shells kommunikationschef Jesper Brieghel for at sikre medarbejderne mod overgreb.

Fagforeningen Krifa oplyser til TV ØST, at den er gået ind i sagen, da de mener, at Gitte Niegsch har ret til en erstatning.

Artiklens emner
Shell