Laveste hastighed i 10 år efter indførsel af øget fartkontrol
Trafik: Hastigheden på flere danske vejstrækninger har ikke været lavere i 10 år. Socialdemokraterne glæder sig over effekten af den øgede fartkontrol, mens Venstre fortsat kritiserer »pengemaskinen«.
De danske bilister har lettet foden fra speederen, i takt med at risikoen for at få en fartbøde er blevet større.
Nye tal fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer viser, at man i februar, marts og april i år oplevede de laveste gennemsnitshastigheder på landeveje og i 50-km-zoner i 10 år.
Udviklingen er positiv for trafiksikkerheden, mener Vejdirektoratet. Det bliver bakket op af Socialdemokraterne, mens Venstre fortsat kritiserer det tiltag, der ifølge Vejdirektoratet ser ud til at have haft indflydelse på resultatet.
Faldet er sket, efter at regeringen som led i sin trafiksikkerhedspakke i februar hævede antallet af politiets fotovogne fra 25 til 100.
Færre farlige fartsyndere
»Der er noget, der tyder på en sammenhæng mellem gennemsnitsfarten og politiets øgede fartkontrol. Det er svært med sikkerhed at sige, at det kun er fotovognene, der har ført til udviklingen, men vi kan i hvert fald se, at hastigheden er dalet, siden flere fotovogne blev sat på vejene,« siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Kasper Rosenstand, der også nævner fartkampagner som en mulig årsag til faldet.
Det er særligt på landevejene, at færre danskere drøner for hurtigt af sted. På de jyske landeveje er gennemsnitshastigheden i perioden februar til april faldet med 1,5 km/t. i forhold til sidste år, mens bilisterne på øernes landeveje i gennemsnit har sænket farten med 1 km/t.
Samtidig har de værste ”fartsyndere” tilsyneladende ændret adfærd.
Andelen af bilister, der kører over 90 km/t. på landeveje med hastighedsbegrænsning på 80 km/t., er faldet fra 33 pct. i 2014 til 28 pct. i 2015. Det øger ligesom de øvrige tal trafiksikkerheden, ifølge Vejdirektoratet.
»Når bilisterne sætter farten ned, betyder det færre alvorlige ulykker,« siger Kasper Rosenstand.
En undersøgelse fra Vejdirektoratet viser, at fart har indflydelse på omkring 40 pct. af dødsulykkerne i Danmark. Samtidig har Rådet for Sikker Trafik slået fast, at der en sammenhæng mellem bilisternes fart og antallet af færdselsulykker.
Venstre ikke overbevist
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, er en af de største kritikere af det forøgede antal fotovogne. Det ændrer sig ikke, selv om gennemsnitshastigheden på vejene er faldet siden februar, hvor fartkontrollen blev øget.
»Jeg er ikke så optaget af, hvad gennemsnitshastigheden er. Jeg er optaget af fald i antallet af kvæstede og dræbte på vejene. Der kan være mange måder at nå en bedre trafiksikkerhed, og jeg tror ikke, at øget fartkontrol er den eneste vej,« siger Karsten Lauritzen.
Han mener ikke, at man på baggrund af Vejdirektoratets nye tal kan konkludere, at trafiksikkerheden er blevet forbedret.
I stedet ønsker Venstre-politikeren oplysningskampagner og mere sikkerhed i bilerne frem for den »pengemaskine«, regeringen ifølge ham har været med til at indføre med de nye fotovogne.
S: Færre ulykker
Den kritik preller af på Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokraterne. Han håber, at tallene kan være med til at gøre op med netop fordommen om, at fotovognene mest af alt er sat ind for at skaffe flere penge i statskassen.
»Det er positivt, at den trafiksikkerhedsstrategi, som regeringen har lagt, ser ud til at virke. Når vi kan lykkes med at få farten ned, går vi stærkt ud fra, at der også kommer færre ulykker. Det viser al erfaring,« siger Rasmus Prehn.